Træer og skove spiller en vigtig rolle

16.03.2015 11:00

På lørdag den 21. marts er det FN-dag for skov og træer, men i DONG Energy spiller de en vigtig rolle hele året.

 

Skove og træer dækker i dag en tredjedel af Jorden. Sådan vil DONG Energy gerne have, det bliver ved med at være, for træer spiller en stor rolle i kampen for at reducere CO2-indholdet i atmosfæren. På lørdag den 21. marts sætter FN fokus på skove, klimaændringer og bæredygtig udvikling, når det er international FN-dag for skov og træer.

 

I vores arbejde med at omstille vores kraftværker fra kul til biomasse som træpiller og træflis, er det essentielt, at vi kun benytter træ fra bæredygtig skovdrift. Derfor kommer de træpiller, vi bruger, kun fra udtyndingstræ og restprodukter. Vi stiller krav til vores leverandører om genplantning, og om at de beskytter økosystemet og bevaringsværdige områder. På den måde belaster vi Jordens træressourcer mindst muligt – det kalder vi bæredygtig biomasse.

 

For at sikre at vores træpiller og træflis altid er bæredygtige, har vi stiftet foreningen Sustainable Biomass Partnership (SBP) med seks andre europæiske energiselskaber. Et af formålene med SBP er at skabe nogle retningslinjer der gør, at vores leverandører kan dokumentere, at de opfylder de strengeste og mest ambitiøse krav i Europa. Både for at beskytte skovene og for at sikre sociale og arbejdsrelaterede rettigheder inklusiv FN's menneskerettighedserklæring.

 

I videoen nedenfor kan du se, hvordan vi sikrer, at biomassen er bæredygtig.