Store lastbiler og små trafikanter

19.09.2016 09:00

Vi arbejder i DONG Energy løbende på at forbedre sikkerheden i og omkring vores virksomhed. Ved Studstrupværket har det udmøntet sig i trafikkurser for små trafikanter. Trafikkurserne sker i samarbejde mellem DONG Energy, DTL – Danske Vognmænd og Østjyllands Vognmandsforening.

 

 

En omfattende ombygning af Studstrupværket, der gør værket i stand til at fyre med bæredygtige træpiller i stedet for kul, er ved at være afsluttet. Selvom træpillerne vil blive sejlet til værket, er der også en jævn strøm af lastbiltrafik til værket i hverdagen. Hidtil har DONG Energy gennemført trafiksikkerhedskampagner, der er rettet mod de chauffører, håndværkere og medarbejdere, der kører til og fra værket. Dette udvides nu til også at omfatte de små trafikanter.

 

”Som en stor virksomhed i lokalsamfundet har vi et lokalt ansvar. Sikkerhed er i forvejen højt prioriteret på dagsordenen internt hos DONG Energy, og det vil vi også gerne være med til at sætte fokus på uden for egne døre, så vi alle husker at passe godt på hinanden i trafikken og er ekstra opmærksomme på de små og bløde trafikanter,” siger Lars Kronholm Christensen, Regionschef i DONG Energy.

 

Derfor har vi sammen med DTL – Danske Vognmænd og Østjyllands Vognmandsforening iværksat kurser i trafiksikkerhed for børnene på Skæring Skole. På kurserne lærer vognmænd børnene, hvordan de omgås store lastbiler i trafikken, og der er særligt fokus på synlighed og højresving. Til kurserne stiller Østjyllands Vognmandsforening lastbiler til rådighed. Omkring 500 elever i 0.-4. klasse på Skæring Skole er på den måde blevet klogere på faren ved lastbilernes blinde vinkler.

 

”En blind vinkel bliver pludselig konkret, når det enkelte barn sidder oppe i en lastbil,” siger Lars Adamsen, pædagogisk leder på Skæring Skole. Og han fortsætter: ”Det har været en god dag for alle børn, og der har kun været positive kommentarer fra ansatte, børn og forældre."