Stop forvirring om DONG Energy

01.04.2015 08:30
Af kommunikationschef Martin Barlebo, DONG Energy
 

I POLITIKEN i søndags skriver Læsernes Redaktør under overskriften 'Forvirret? ' om avisens artikler om DONG Energy i den forgangne uge. DONG Energy har i et debatindlæg bragt i Politiken 27.3. fremført, at Politiken vildledte i en række artikler om selskabets værdi, da det omkring årsskiftet 2013-14 var nødvendigt at tilføre ny kapital.


Læsernes Redaktør henviser til, at Politiken jf. sine etiske retningslinjer ikke vil kommentere direkte på læserbreve, da avisen dermed altid kan få det sidste ord i en sag og dermed udøve en urimelig kontrol over debatten. Ikke desto mindre gentager Læsernes Redaktør Politikens fejlagtige påstande og forsøger dermed at få det sidste ord i sagen.


Læsernes Redaktør forklarer, at adjunkten fra AUC, som har foretaget beregningerne, står ved dem. Det kan sagtens være, men det ændrer ikke ved, at Politiken har brugt beregningerne forkert til at skabe sin egen version af sandheden.


De tre britiske havvindmølleparker var allerede indregnet i værdien af DONG Energy ved kapitaludvidelsen. Det har DONG Energy gjort Politiken opmærksom på i mails og samtaler, allerede inden artiklerne blev offentliggjort 25.3. Tirsdag aften, efter at Politikens artikler var offentliggjort, udsendte vi en pressemeddelelse, hvori vi gik i rette med artiklernes faktuelle fejl. Vi indsendte også et debatindlæg til Politiken 25.3. , samme dag som de første artikler blev bragt. Men redaktionen valgte ikke at bringe vores indlæg i avisen 26.3. eller at korrigere de fejl, vi påpegede i vores pressemeddelelse. Til gengæld fortsatte Politiken sin ensidige dækning.


27.3. skrev Politiken, at DONG Energy ikke havde besvaret opfølgende spørgsmål. Det er ikke korrekt. DONG Energy svarede pligtskyldigt på et omfattende sæt af opfølgende spørgsmål. Her redegjorde vi endnu en gang og i uddybende detaljer for, hvordan værdien af de mulige engelske projekter blev indregnet i værdiansættelsen af DONG Energy. Denne uddybende forklaring valgte journalisterne dog at ignorere.


Læsernes Redaktør kaster sig selv ind i debatten og gentager ideen om, at der skulle være sket en efterfølgende opjustering af prisen på DONG Energy, da vi et halvt år efter aftalen om egenkapital fik tildelt de tre havvindprojekter og dermed fik sikkerhed for, at de kunne gennemføres. Skulle man følge Politikens logik, skulle de nye investorer så have haft penge tilbage, da vi som følge af markante prisfald i markedet måtte foretage store nedskrivninger af vores olie- og gasaktiviteter i 2014? DONG Energys nye investorer må - som aktionærer i alle selskaber - acceptere både tab og gevinster.


Nu håber vi, at Politikens forvirrede brug af beregninger om DONG Energy er forbi, så artikler om selskabet skrives på et faktuelt korrekt grundlag - og så forvirringen ikke får det sidste ord.