Standard & Poor's justerer DONG Energy's 'outlook' fra negativ til stabil

15.05.2014 17:00

Den finansielle handlingsplan, som blev iværksat i februar 2013, er blevet positivt modtaget. Elementerne i handlingsplanen er sammen med bedre driftsresultater de væsentligste årsager til Standard & Poor's (S&P) beslutning om at ændre outlook for DONG Energy fra negativ til stabil. Ratingen er fortsat BBB+.

 

Den finansielle handlingsplan har omfattet frasalg, omkostningsbesparelser, omstrukturering af gasforretningen og ikke mindst en kapitaltilførsel på 13 mia. kr., som blev gennemført i februar 2014. Sammen med en forbedret indtjening er der skabt et robust fundament for DONG Energy's vækstambitioner.

 

Med S&P's opjustering til stabilt outlook har alle tre rating-bureauer vurderet DONG Energy til stabilt outlook. Ud over S&P vurderes DONG Energy hos Fitch (BBB+) og Moody's (Baa1). Baa1-ratingen hos Moody's svarer til BBB+-ratingen hos S&P og Fitch. DONG Energy's mål er en rating på minimum BBB+ /Baa1.