Havvind på vej mod fuld konkurrencedygtighed

14.04.2015 14:00

Havvind er kommet et afgørende skridt nærmere at være konkurrencedygtigt med fossile energikilder. Sigtbarhed og sikkerhed for udbygningen i de kommende år er helt afgørende for, at prisen på havvind vil blive ved med at falde. Debatindlæg på Altinget.dk af Vice President i DONG Energy Jakob Askou Bøss.

 

By Jakob Askou Bøss Vice President, DONG Energy

 

Du tænker sikkert ikke over, når du tænder stikkontakten, at knap 40 procent af den strøm, der produceres i Danmark, kommer fra vindmøller. For den daglige energiforsyning betyder det heller ikke så meget, for samtidig med at vi har en af verdens højeste andele af vindenergi i elforsyningen, har vi også en af Europas højeste forsyningssikkerheder. I Danmark har vi strøm i kontakten 99,997 procent af tiden, og de i gennemsnit 20 minutter om året, hvor vi rammes af strømafbrydelser, skyldes først og fremmest driftsforstyrrelser i elnettene.


En af de væsentlige kilder til Danmarks høje vind-andel er havvinden, der i stor skala har blot 15 år på bagen. Havvind er en central del af løsningen på at reducere udslippet af CO2 og at opretholde en sikker forsyning af energi. Det kræver, at det lykkes at reducere omkostningerne ved havvind som forventet, så havvind bliver fuldt ud konkurrencedygtigt med andre energiteknologier.


I de seneste par måneder har industrien vist, at vi er godt på vej. I Danmark vandt Vattenfall retten til at opføre Horns Rev 3 med et bud, hvor støtteniveauet, korrigeret for inflation, er cirka 30 procent lavere end i 2010, hvor man sidst besluttede at opføre en havmøllepark i Danmark. DONG Energy bød på projektet, men må erkende, at vi tabte med et mulehår til Vattenfall, der nu skal opføre havmølleparken.


I England, der også netop har afsluttet et større udbud af kommende havmølleprojekter, var tendensen den samme, med prisreduktioner på over 30 procent i løbet af de seneste fem år.


Horns Rev er et skridt på vejen

Med et prisniveau på linje med det, Horns Rev 3 nu opføres til, er havvind kommet et afgørende skridt nærmere at være konkurrencedygtigt med fossile energikilder. Vi forventer, at yderligere omkostningsreduktioner vil lukke gabet inden for de kommende ti år. Det er betydeligt hurtigere, end man for blot få år siden turde håbe på. Det er ikke mindst konsekvensen af, at markedet for havvind nu har en skala, der gør det muligt for alle led i industrien at investere i ny kapacitet.


Mindst lige så opsigtsvækkende er, at det er en samlet industri, der står sammen om at nedbringe omkostningerne. Det var konklusionen på den internationale EWEA Offshore-konference for havvind, der i marts 2015 blev afholdt i Bella Centeret med mere end 8.000 deltagere.


En af de afgørende faktorer, der bidrager til at reducere prisen på energi fra havvindmøller, er mængden af kapacitet, der bliver opført. At der er tilstrækkeligt mange projekter, giver virksomhederne grundlag for at investere i masseproduktion og teknologiudvikling og dermed yderligere nedbringe omkostningerne. Det ses tydeligst i udviklingen af landvind, der i stor skala er opført siden slutningen af halvfjerdserne og i dag har passeret mere end 350.000 MW globalt. Den massive udbygning af landvind har betydet, at omkostningerne til landvind i dag er endnu lavere end for de fossilt baserede teknologier.


Hvad bliver rammerne efter 2020?

Når det gælder havvind er der i dag opført cirka 8.000 MW globalt, hvoraf DONG Energy har opført cirka en tredjedel. Frem mod 2020 forventer branchen, at der vil være opført knap 25.000 MW. I løbet af de kommende 6 år vil der altså blive opført mere end dobbelt så meget kapacitet, som der er opført de seneste 15 år.


At industrien har sigtbarhed og sikkerhed for udbygningen i de kommende år, har helt afgørende betydning for, at prisen på havvind vil blive ved med at falde. Det vigtige spørgsmål er derfor, hvordan markedet ser ud på den anden side af 2020, og hvordan vi sikrer, at udbygningstakten og momentum fastholdes, så vi kan tage de sidste og afgørende skridt, der vil gøre havvind fuldt ud konkurrencedygtigt.