Der er tusinder af kroner at spare med LED-pærer

18.03.2016 09:45

Priserne er på vej ned, forbrugernes tillid er på vej op, og LED-pærer er på vej ind i de danske hjem.

 

 

Der er god grund til, at LED-pærer er på fremmarch, for de er enormt bespa-rende. Den stigende efterspørgsel – både efter LED-pærer og information – mærkes tydeligt hos DONG Energy, som netop har lanceret energishoppen.dk. Her kan man få råd og svar på spørgsmål, man kan bestille kvalitetspærer fra bl.a. Philips til 25% under de vejledende udsalgspriser, og så kan man via en beregner se, hvor meget man kan spare ved at skifte de gamle pærer ud med LED.

 

Søren Bach-Pedersen er energirådgiver i DONG Energy, og han kan mærke, at LED-pærer rykker:


”Vi får dagligt henvendelser fra kunder, der vil vide mere om LED-belysning, og jeg siger det samme til dem alle: det er en rigtig god idé at skifte, både fra sparepærer og fra glødepærer. Når glødepæren ryger ud til fordel for LED-pærer, så styrtdykker elforbruget. LED-pærer bruger nemlig op til 75%mindre strøm end glødepærerne”.

 

20 glødepærer – 2056 kr sparet

Hvis der stadig er nogle gamle glødepærer i fatningerne, kan besparelsen for en almindelig familie hurtigt blive på op imod 2.000 kroner om året. Hvis man eksempelvis udskifter 10 stk. 40W og 10 stk. 60W glødepærer til 20 stk. 5,5 W led, så sparer man på årsbasis 2056 kr. Desuden holder en kvalitets-LED-pære typisk i op til 15 år, så investeringen er hurtigt tjent hjem.

 

Der er dog stadig lidt forvirring om, hvilke pærer, man skal vælge og om, hvordan lyset egentlig bliver med LED. Til det siger Søren Bach-Pedersen:

 

”Børnesygdommene er udryddet. Nu er lyset varmere og svarer til det, man får fra en almindelig glødepære. De gamle modeller var koldere i farven. Det gæl-der ikke dem, man kan købe i dag, som er 2700 kelvin.” 

 

Kelvin er det, man måler lysets varme i, og man vil typisk finde pærer i området mellem 2700-3000. Den behagelige gule farve fra en glødepære ligger omkring 2700 Kelvin, og jo hørere Kelvin desto koldere lys.

 

Tre gode råd

Når du skal vælge LED-pærer, er det en god idé at tænke på:

  • Hvilken fatning har lampen?
  • Hvor kraftigt skal pæren lyse?
  • Hvilken form passer til lampen

Derudover er det altid en god idé at tænke over, hvor pæren skal sidde. Skal pæren ses bør man bruge en gennemsigtig pære, der ligner de gammeldags glødepærer.