Kyndbyværket fylder 75 år

01.04.2015 09:00

Kyndbyværket var Danmarks største kraftværk i 70'erne. I dag er det Sjællands hjertestarter.

 

 

Den 1. april 1940 havde 38 mand deres første arbejdsdag på Sjællands store nye kraftværk ved Isefjord. Værket havde to dampturbineanlæg på 30 MW hver. I dag fylder Kyndbyværket 75 år, og 37 ansatte driver værket, der i dag har en samlet kapacitet på 734 MW.

 

Det hele startede med, at en række sjællandske forsyningsselskaber uden for København gerne ville have et fælles elektricitetsværk for hele Sjælland. De besluttede at igangsætte byggeriet af Isefjordværket i 1937. I 1942 ændrede det navn til Kyndbyværket.

 

"Værket skulle placeres på en opfyldning i Isefjord uden for den oprindelige kystlinje. Det var et meget afsidesliggende sted, hvor der først i forbindelse med opbygningen af værket blev opført asfalteret vej helt ud til vandet. Selskabet besluttede derfor også at opføre et antal boliger til nogle af de ansatte, så de ikke havde så langt til arbejde," fortæller Rudi Hansen, der i dag er ansvarlig for driften af Kyndbyværket.

 

Kyndbyværket er løbende blevet udbygget. Første gang var lige efter krigens afslutning med endnu en turbine og kedel magen til de første. I juni 1976 kom Blok 22 i drift, og Kyndbyværket var dermed Danmarks største kraftværk med en effekt på 940 MW. Samtidig sluttede udbygningen.

 

Den 15. juni 1977 havde Rudi Hansen sin første arbejdsdag på Kyndbyværket.

 

"Jeg kom direkte fra maskinmesterskolen og skulle læres op i at drive et kraftværk. Og det var en meget imponerende arbejdsplads at starte sin karriere på. Det var et kæmpestort kraftværk med over 250 ansatte og en fantastisk beliggenhed i Isefjord. Der var både gamle og nye anlæg, som skulle betjenes. Næsten alt blev udført manuelt på de gamle anlæg, og på de nye kunne vi styre det hele fra kontrolrummet. Det var meget fascinerende," siger Rudi Hansen.

 

Fra Danmarks største til reserve
Efterhånden som flere kraftværker blev bygget på Sjælland, ændrede Kyndbyværket sin rolle fra grundlastanlæg til reserveanlæg. De sidste 15 år har værket fungeret som reserveanlæg på Sjælland og kaldes i dag Sjællands hjertestarter, da det er det eneste kraftværk, der ved strømsvigt kan starte elsystemet op igen.

 

"Vores vigtigste opgave i dag er at være klar til at starte op i situationer, hvor Sjælland mangler strøm. Vi er med til at sikre stabil forsyning i det Sjællandske elnet," siger Rudi Hansen.

 

I 2014 indgik DONG Energy og Energinet.dk en ny femårig aftale om, at Kyndbyværket sammen med gasturbinen på Masnedøværket fortsat skal fungere som reservekraftværk på Sjælland fra 2016 og fem år frem.