Praktik blev genvej til karriere

04.11.2016 13:40

Ayesha Hartlett fra Sydafrika kom i praktik hos DONG Energy. I dag gør hun karriere i dansk erhvervsliv.

 

 

Når medarbejdere fra udlandet overvejer at søge til Danmark, så spiller mulighederne for den medrejsende partner en afgørende rolle. Faktisk så stor en rolle, at integration af ægtefæller ifølge Dansk Industri er en af de tre største vækstbarrierer i Danmark.

 

”Den barriere skal vi nedbryde, og det vil DONG Energy gerne bidrage til. Derfor har vi udenlandske praktikanter, der er rejst hertil med deres ægtefælle, som allerede har et job,” fortæller Hanne Blume, Senior Vice President i People & Development.

 

I job så hurtigt som muligt

Ayesha Hartlett kom til Danmark fra Sydafrika for knap et år siden som medrejsende hustru. Hun ønskede at komme i job så hurtigt som muligt og prøve kræfter med nye udfordringer. DONG Energy tilbød Ayesha et otte ugers praktikforløb. I dag er hun ansat som HR Partner i Mærsk.
 
“For mig har det at få et job i Danmark ikke kun været for at forfølge karriereambitioner eller fortsætte min karriere,” siger Ayesha og fortsætter:

 

”Den bedste måde at blive integreret er ved at arbejde og bidrage til det samfund, man er blevet en del af. Så kommer man til at møde nye mennesker, lære et nyt sprog og tilslutte sig en kultur, der er anderledes end sin egen.”
 

Skal passe ind i kulturen

Ayesha er overbevist om, at 70 % af ens nye job handler om at passe ind i arbejdskulturen:
”Netop det fik jeg mulighed for at fokusere på i et trygt miljø. Selvfølgelig handler et praktikforløb også om at vise, hvad man kan, og skabe værdi. Men samtidig er det en mulighed for mig til at lære, hvordan man arbejder her, og hvordan det adskiller sig fra, hvordan jeg hidtil har arbejdet.”
 

Brug for udenlandske talenter

”Ayesha bliver ikke den sidste internationale praktikant i DONG Energy. I takt med at DONG Energy bliver mere og mere international, har vi brug for at kunne tiltrække talenter fra hele verden,” konkluderer Hanne Blume.