Sådan får du plads til 65.000 ton træpiller

12.05.2015 14:00
Byggeriet af en kæmpe lagersilo på Studstrupværket når vigtig milepæl. Se video af byggeriet her.

Ombygningen af Studstrupværket ved Aarhus har nu nået en vigtig milepæl. En kæmpe lagersilo, som vil kunne rumme 65.000 ton træpiller, er klar til anden etape. Byggeriet af siloen gik i gang i juli sidste år, og nu står den 20 meter høje betoncylinder med en diameter på 70 meter klar. Nu skal der sættes tag på siloen.

 

”Vi forventer, at siloen er færdigbygget i oktober i år, og nu hvor betonsvøbet står færdigt, har vi taget et stort skridt. Udover byggeriet af selve siloen, er vi også i fuld gang med at etablere over 800 meter lukkede transportbånd, der skal bringe træpillerne fra skibene til siloen og videre ind til kedlen, hvor de skal omdannes til grøn el og varme,” siger projektleder Lars Lærkedahl fra DONG Energy.

 

Der er brugt over 10.000 ton beton til at bygge siloen, og der er etableret underjordiske gange til at transportere træpillerne ud af siloen og ind i kedlen via transportbånd.

 

DONG Energy forventer, at ombygningen af Studstrupværket er afsluttet i løbet af sommeren 2016, så det fra efteråret 2016 kan fyre med træpiller i stedet for kul. Omstillingen fra kul til biomasse bidrager væsentligt til Aarhus’ mål om at blive CO2-neutral i 2030, og samtidigt kan en kvart million århusianere se frem til, at fjernvarmen bliver grøn.