Good Energy køber grøn strøm fra DONG Energy’s havmøllepark Westermost Rough

21.03.2017 11:25

Det britiske energiselskab Good Energy og DONG Energy offentliggør i dag, at de indgår et partnerskab om køb af strøm fra havmølleparken Westermost Rough. Det er første gang, at et britisk selskab inden for vedvarende energi køber strøm fra én bestemt havmøllepark.

 

 

Grøn strøm til over 26.000 britiske hjem

Handlen sikrer Good Energy en leverance på cirka 12 % af produktionen fra Westermost Rough, som har en samlet kapacitet på 210 MW. Med den andel, er der strøm nok til at forsyne mere end 26.000 britiske hjem.


Juliet Davenport, medstifter og adm. direktør i Good Energy, siger: "Vi er glade for at arbejde sammen med DONG Energy, og for at vi nu for første gang kan tilbyde vores kunder grøn strøm fra havvind. Aftalen skal hjælpe os med at indfri efterspørgslen efter 100 % vedvarende energi, som er stadigt stigende, i takt med at vi får flere kunder."


”For DONG Energy giver samarbejdet nye muligheder for at levere grønne energiløsninger på engrosmarkedet,” siger Søren Scherfig, Head of Trading & Portfolio Management, og fortsætter:


"Vi har en ambition om at understøtte den grønne omstilling i Storbritannien og blive en af landets førende leverandører til industri og den uafhængige detailhandel. Vi ønsker at levere bæredygtig, stabil og prismæssigt konkurrencedygtig energi til vores kunder."


Aftalen løber i en periode på 12 måneder. Den vil højst sandsynligt blive udvidet som led i et længerevarende samarbejde mellem de to selskaber. Det er også hensigten, at Good Energy på sigt vil aftage endnu mere strøm fra DONG Energy.


Juliet Davenport tilføjer: "Havvind er en stor britisk succeshistorie, så vi er glade over at kunne tage del i den ved at købe strøm fra Westermost Rough."


Søren Scherfig tilføjer: "Aftalen med Good Energy er en vigtig milepæl, da det er første gang, en britisk leverandør køber energi fra en specifik havmøllepark ejet af DONG Energy."

 

Good Energy er et hastigt voksende grønt energiselskab, der udelukkende producerer og sælger vedvarende energi og grøn gas til hjem og virksomheder i hele UK. Selskabets mission er at understøtte forandring i energimarkedet, imødegå klimaforandringer og øge forsyningssikkerheden.