Nyt samarbejde skal give studerende smag for fremtidens lederrolle

22.02.2017 13:30

På fremtidens arbejdsmarked skal ledere – i endnu højere grad end i dag – kunne engagere mennesker om opgaver, fælles mål og virksomheders formål. Nu giver nyt samarbejde studerende mulighed for at lære mere om og prøve sig selv af i rollen som fremtidens leder.


 

I fremtiden vil virksomhederne efterspørge ledere, der først og fremmest er mennesker. Ledere, som kan få medarbejdere til at trives, samarbejde og få de menneskelige interesser til at gå op i en højere enhed. DONG Energy har indgået et partnerskab med ’Leder for en dag’ for at bidrage til at udvikle fremtidens ledere.

 

De to parter har i samarbejde udviklet et eksklusivt ledelsesudviklingsforløb for 30 særligt udvalgte universitetsstuderende. De studerende vil få indblik i ledelseskompetencer og blive undervist af ledelseseksperter hos DONG Energy.

 

Fremtidens arbejdsmarked

”Fremtidens arbejdsmarked ser anderledes ud end i dag, og arbejdslivet vil ændre sig grundlæggende. Vi ser allerede nu, at den næste generation på arbejdsmarkedet i langt højere grad end tidligere søger virksomheder med et formål – eller sagt mere enkelt: Arbejde, der giver mening. Både for verden og for den enkelte,” siger Hanne Blume, HR-direktør i DONG Energy.

 

Netop derfor er partnerskabet oplagt for DONG Energy, der arbejder med at udvikle og fremme det bæredygtige arbejdsliv. Ledelse er blot et af de mange områder, der fokuseres på.


”Vi mener, at god ledelse ikke alene handler om at skabe gode resultater, men også om, hvordan de bliver skabt,” siger Hanne Blume.


Skal afprøve lederevner i praksis

Ud over ledelsesundervisning vil de studerende sammen med ’Leder for en dag’ få mulighed for at afprøve deres lederevner. Det sker, når de skal lede et volleyhold gennem en turnering i Farum Arena den 6. marts.

 

”De studerende skal bruge de kompetencer, de får med fra de første dage, til at udvikle spillerne og udfolde deres potentiale. Det handler blandt andet om ledelse én-til-én, coaching som ledelsestilgang samt at anerkende og håndtere, at forskellige personlighedsprofiler kræver forskellige ledelsestilgange. Det er et forløb, der virkelig giver de studerende mulighed for at prøve sig selv af i praksis,” siger Mogens Brolin, der står bag ’Leder for en dag’.