Første strøm fra havmølleparken Walney Extension

04.09.2017 09:00
​Den første elektricitet er sendt i land fra DONG Energy's havmøllepark Walney Extension, der ligger ud for kysten i Cumbria i det nordvestlige England. 

Første vindmølle installeret på Walney Extension Havmøllepark.

 

 

MHI Vestas Offshore Wind har installeret den første af 40 vindmøller af typen V164-8,0 MW, og strømmen fra den første vindmølle bliver nu eksporteret til det britiske elnet og markerer dermed en vigtig milepæl for det 659 MW store projekt.

 

Når de øvrige 47 vindmøller fra Siemens Gamesa er installeret, vil vindmølleparken på i alt 87 vindmøller kunne producere nok ren energi til at forsyne mere end en halv million britiske hjem med strøm.

 

Walney Extension vil, når den er fuldt idriftsat, således overhale London Array og indtage pladsen som verdens største havmøllepark i drift.

 

Andrew Cotterell, Walney Extension Programme Director i DONG Energy, udtaler: "Vi er glade for at have nået en vigtig milepæl for projektet. Eksporten af den første strøm til elnettet følger tidsplanen og er kulminationen på et omfattende arbejde både på land og til havs og samtidig et resultat af den kæmpe indsats, som alle, der har været involveret i projektet, har bidraget med. Arbejdet med at sætte dette rekordstore projekt i søen skrider i det hele taget rigtig godt frem."

 

Opførelsen af vindmølleparken koordineres fra DONG Energy's faciliteter i Barrow, som i forvejen er base for de drift- og vedligeholdelsesteams, der har ansvaret for tre af DONG Energy's andre havmølleparker, Barrow, Walney og West of Duddon Sands.