Sidste vindmølle opført på West of Duddon Sands Havmøllepark

19.06.2014 10:45

Teamet bag West of Duddon Sands Havmøllepark har netop fejret den vellykkede installation af den sidste vindmølle i det 389 MW store projekt.

 

Vindmølle nummer 108 blev løftet på plads af SEA INSTALLER sent om aftenen tirsdag den 2. juni 2014.

 

"Vi er rigtig glade for at have nået denne store milepæl i projektet, og det faktum, at den sidste del af installationen er gået så glat, er et bevis på det store arbejde, som de forskellige teams på West of Duddon Sands-projektet i Barrow og Belfast har udført," udtaler John Hill, der er Project Director for West of Duddon Sands i DONG Energy.

 

Det har betydet hårdt arbejde for alle på projektet at nå hertil. 

 

Nu fokuserer vi på at afslutte idriftsættelsesarbejdet på resten af møllerne, få dem op at køre og levere strøm til det britiske elnet."

 

"Det er en fantastisk bedrift at afslutte installationen af møllerne på West of Duddon Sands," siger Charlie Jordan, der er Project Director i ScottishPower Renewables.

 

Han fortsætter: "Vi stod over for nogle meget vanskelige forhold, herunder en af de mest stormfulde vintre i nyere historie, men det lykkedes os at arbejde efter tidsplanen. Mere end 1.000 mennesker har været ansat på dette projekt, og alle har arbejdet utroligt hårdt for at hjælpe os med at nå denne milepæl. Vi ser frem til at færdiggøre projektet ved årets udgang."

 

Idriftsættelsesarbejdet er godt i gang og forventes at være afsluttet sidst på året.  West of Duddon Sands Havmøllepark styres fra drifts- og vedligeholdelsesfaciliteter til GBP 4 mio. i Barrow-in-Furness, som er opført til formålet. Havmølleparken er et 50/50 joint venture mellem DONG Energy og ScottishPower Renewables. 

 

Offshore-arbejdet med installationen af fundamenterne og møllerne blev udført af to af verdens mest avancerede installationsfartøjer, som arbejdede side om side: Swire Blue Oceans Pacific Orca og Sea Installer, der er ejet af A2SEA. Siemens har leveret og idriftsætter 3,6 MW-møllerne.