DONG Energy's landechef for Storbritannien, Brent Cheshire, går på pension

06.04.2017 11:00

DONG Energy's landechef for Storbritannien, Brent Cheshire, går på pension i juni efter 13 år i virksomheden. Matthew Wright er udpeget som efterfølger.

 

 Matthew Wright, DONG Energy’s nye administrerende direktør i UK.

 

Brent Cheshire blev i 2004 DONG Energy's første medarbejder i Storbritannien, og under hans ledelse er virksomheden vokset hurtigt til i dag at være mere end 850 medarbejdere. DONG Energy har investeret ca. GBP 6 milliarder i Storbritannien i løbet af Brent Cheshires virke og er førende på det britiske marked for havvind.

 

Matthew Wright, der kommer fra en stilling som administrerende direktør i det britiske vandforsyningsselskab Southern Water, er blevet udpeget som Brent Cheshires efterfølger og bliver den nye administrerende direktør for DONG Energy UK fra 1. juni 2017. Matthew Wright bringer 20 års erfaring med sig fra energibranchen.

 

Brent Cheshire siger:

"Det har været en stor ære og et privilegium at stå ved roret i DONG Energy's britiske forretning i 13 fantastiske år. Siden jeg startede vores aktiviteter op på det britiske marked tilbage i 2004, har jeg set en utrolig vækst og forandring, og jeg er meget stolt af, at virksomheden befinder sig der, hvor den gør i dag.

 

Min karriere startede inden for olie og gas, så det, at jeg ender med at gå på pension fra Storbritanniens førende forretning inden for havvind, har været noget af en omstilling for mig personligt. DONG Energy har allerede investeret milliarder i Storbritannien, og forretningen er rigtig godt gearet til fortsat at lede den grønne omstilling mange år fremover.

 

Jeg ønsker alle i DONG Energy held og lykke med det, der efter min bedste overbevisning er en enormt spændende fremtid."

 

DONG Energy's CEO, Henrik Poulsen, siger:

"Brent Cheshire har spillet en helt afgørende rolle for den markante vækst og succes, som vores britiske forretning oplever, og jeg er ham enormt taknemmelig for det lederskab, passion og engagement, han har udvist gennem de sidste 13 år. Brent efterlader vores britiske forretning i en fantastisk position, og jeg vil gerne takke ham for alt det, han har gjort for DONG Energy."

 

"Det er en spændende tid for vores britiske forretning med fire nye havmølleparker under opførelse, og vores første REnescience-bioenergianlæg åbner også senere på året. Jeg er glad for, at Matthew Wright starter hos os og skal være med til at bygge videre på denne succes."

 

Før han startede hos DONG Energy som den første britiske medarbejder, arbejdede Brent Cheshire for Amerada Hess Corporation, hvor han havde en række ledende stillinger, afslutningsvist som Senior Vice President for E&P Worldwide Technology. Inden da var han ansat i 14 år hos Shell International Petroleum.

 

Matthew Wright kommer fra Southern Water, et britisk vandforsyningsselskab, og skal stå i spidsen for DONG Energy's største internationale marked. Han vil arbejde sammen med Brent Cheshire fra 1. maj 2017 for at sikre en ukompliceret overgang til ny ledelse. Matthew Wright overtager rollen som administrerende direktør for DONG Energy UK 1. juni.