DONG Energy opfører ny, rekordstor havmøllepark

03.02.2016 11:05

​DONG Energy har taget en endelig investeringsbeslutning om at opføre den gigantiske havmøllepark Hornsea Project One i Storbritannien.

 

 

Med en kapacitet på 1,2 gigawatt (GW) vil Hornsea efter opførelsen være verdens første havmøllepark med en kapacitet på over 1.000 MW og dermed være langt den største havmøllepark i verden. Den vil kunne levere elektricitet til over en million britiske hjem.

 

"Vi glæder os til at opføre denne enorme vindmøllepark og flytte grænserne inden for havvindindustrien. Sammen med Race Bank, Westermost Rough og Lincs vil Hornsea udgøre et kæmpestort produktionsområde ud for den britiske østkyst og bidrage til vores bestræbelser på at levere grøn og uafhængig energi til samfundet," siger Henrik Poulsen, adm. direktør i DONG Energy.

 

Hornsea blev tildelt en såkaldt FID-enabling CFD-kontrakt af den britiske regering i april 2014 og vil modtage et fast beløb i de første 15 år, den er i drift. Vindmølleparken forventes at være i fuld drift i 2020.

 

Endeligt skridt mod at nå strategisk mål

Hornsea bliver det endelige skridt på vejen mod at nå DONG Energy's strategiske mål om at producere 6,5 GW energi fra havvind i 2020.

 

"Det er vigtigt at nå vores strategiske mål, da vi er nødt til at øge volumen for at kunne reducere omkostningerne ved en ny teknologi. Det er afgørende for at få alle aktørerne i værdikæden til at bevæge sig opad i læringskurven. Hornsea bliver således endnu et vigtigt skridt i vores fortsatte bestræbelser på at reducere prisen på energi fra havvind," siger Henrik Poulsen.

 

Hornsea kommer til at overhale Walney Extension, som tog en endelig investeringsbeslutning i oktober 2015, som verdens største havmøllepark. Walney Extension vil have en kapacitet på 660 MW, så Hornsea er næsten dobbelt så stor.

 

"Vores beslutning om at bygge en gigantisk vindmøllepark understreger vores engagement på det britiske marked. Hornsea Project One vil styrke forsyningskæden og være med til at skabe lokale arbejdspladser. Det at have verdens absolut største havmøllepark ud for Yorkshires kyst er uhyre vigtigt og understreger den afgørende rolle, havvindenergi kommer til at spille i forhold til at dække Storbritanniens forbrug af ny, klimavenlig energi," siger Brent Cheshire, DONG Energy's Country Chairman i Storbritannien.