DONG Energy vil etablere banebrydende knudepunkt for havvind i Grimsby

22.09.2016 10:30

DONG Energy er klar med planer for at investere adskillige millioner britiske pund i etableringen af Storbritanniens største drifts- og vedligeholdelsescentral for havvind i Grimsby i det østlige England.

 

 

Hvis det nye anlæg bliver godkendt, skal det bygges i Grimsbys havneområde Royal Dock. I første omgang skal det servicere de tre havmølleparker Westermost Rough, Race Bank og Hornsea Project One. Anlægget vil have kapacitet til at servicere endnu flere havmølleparker ud for den engelske østkyst.

 

Sætter en ny standard

Den kommende driftscentral vil transformere den måde, vindmølleparker serviceres på, idet den vil fungere som udgangspunkt for højteknologiske servicefartøjer med plads til op til 60 besætningsmedlemmer og teknikere. Fartøjerne er beregnet til længerevarende ophold på havet. Driftscentralen vil også rumme et omfattende havkoordinationscenter, som døgnet rundt kan servicere havvindaktiviteter over hele Storbritannien og udover landets grænser.

 

Brent Cheshire, landechef for DONG Energy UK, siger: "Den nye driftscentral i Grimsby er banebrydende og vil sætte en ny standard for, hvordan vi servicerer havmølleparker. Den vil skabe både direkte og afledte job i Humber-regionen samt muligheder for den lokale forsyningskæde."

 

Han tilføjer: "Tiltaget er et udtryk for vores tillid til den britiske havmølleindustri og understreger vores engagement i Humber-regionen, hvor vi frem mod 2019 forventer at have investeret omkring 6 milliarder britiske pund." 

 

High-tech skibe

Det nye anlæg vil blive opført ved siden af det eksisterende drifts- og vedligeholdelsesanlæg for Westermost Rough på arealer, som skal lejes af Associated British Ports.

 

DONG Energy chartrer en række nye og avancerede servicefartøjer, også kaldet SOV'er, som skal arbejde ud fra den nye driftscentral. SOV'erne bliver leveret af Østensjø Rederi og er designet af Rolls-Royce. Den første SOV ankommer mod slutningen af næste år for at indgå i en gradvis indfasning af den nye central. Skibet skal i første omgang understøtte drifts- og vedligeholdelsesarbejdet på Race Bank, DONG Energy's 580 MW store havmøllepark, der i øjeblikket bliver opført 27 km ud for Norfolks og Lincolnshires kystlinjer.