DONG Energy overtager amerikansk udviklingsprojekt inden for offshore vind i New Jersey

09.02.2016 13:00

​DONG Energy har indgået aftale med RES Americas Developments Inc. (RES) om at overtage rettighederne til et mere end 1.000 MW stort udviklingsprojekt ud for New Jerseys kyst, som RES er blevet tildelt.

 

Klik på billedet for stor version.

 

Ved auktionen over havmølleprojekter, som blev afholdt af den amerikanske myndighed Bureau of Ocean Energy Management, BOEM, den 9. november 2015, sikrede RES Americas Development Inc. sig rettighederne til at udvikle et af de to områder, der blev tildelt. Rettighederne omfatter et område, som potentielt kan rumme mere end 1.000 MW offshore vind. Efter godkendelse fra BOEM vil DONG Energy, som er det førende selskab i verden inden for udvikling, opførelse og drift af havmølleparker, overtage rettighederne til området. RES Americas vil som aftalt med DONG Energy fortsætte med at støtte udviklingen af området.

 

New Jersey er DONG Energy's andet udviklingsprojekt i USA. Opkøbet af selskabets første udviklingsprojekt i USA ud for Massachusetts' kyst blev godkendt af BOEM i juni 2015.

 

"USA er et interessant marked for offshore vind, da det har potentiale til at blive et vigtigt, fremtidigt udviklingsområde. Vi har allerede en række projekter i vores projektportefølje i Nordvesteuropa, der kan opføres efter 2020, som vi vil fortsætte med at udvikle. Med overtagelsen af dette udviklingsprojekt i USA udvider vi vores internationale sigte" siger Samuel Leupold, Executive Vice President i DONG Energy Wind Power.

 

Projektet i New Jersey dækker et område på i alt 650 km2 og ligger ca. 20 km fra land. Den gennemsnitlige vanddybde er på ca. 24 meter.

 

"Forholdene på stedet er meget lig dem, vi i øjeblikket arbejder med i Nordvesteuropa, og det betyder, at projektet kan udvikles ved hjælp af velkendt teknologi," fortsætter Leupold.