DONG Energy sælger Enstedværket

30.06.2017 15:40

​DONG Energy har netop indgået aftale om at sælge Enstedværket ved Aabenraa. Som led i planen skal værket rives ned, så arealet kan bruges til at tiltrække nye virksomheder. 

 

 

DONG Energy har tidligere solgt Enstedværkets blok 2, som er i gang med at blive revet ned. Nu har DONG Energy solgt blok 3 og dermed det sidste af Enstedværket. Det betyder, at hele kraftværket nu bliver revet ned, så arealet kan bruges til andre formål.

 

”Vi er glade for, at det er lykkedes at finde en ny ejer af arealet. Vi har konstateret, at Enstedværket ikke kommer i brug igen, og derfor giver det god mening at frigøre arealerne til andre anvendelsesmuligheder. Med handlen bliver der mulighed for ny udvikling på området, så det er til glæde for alle parter, at arealet nu får en ny ejer,” siger Anders Christian Nordstrøm, kommerciel direktør i DONG Energy’s kraftværksdivision.

 

Giver plads til byudvikling

Aabenraa Kommune bliver de nye ejere af Enstedværket. De vil rive værket ned og bruge grunden til at tiltrække nye virksomheder og nye typer virksomheder og dermed sikre plads til udvikling af erhvervslivet i området.

 

DONG Energy har solgt Enstedværket til Aabenraa-virksomheden Rimeco, som nedriver værket og sælger det videre til Aabenraa Kommune.

 

Nedbrydningsopgaven forventes ifølge Rimeco at vare cirka to et halvt år, og nedrivning og retablering til brug forventes afsluttet i 2020.

 

Aftalen er indgået den 30. juni, og nu begynder processen med at indhente de tilladelser, der er nødvendige for at afvikle kraftværket.