DONG Energy vælger entreprenører til drift og vedligehold af elnet

19.05.2015 09:15
DONG Energy’s distributionsselskab har i dag tildelt opgaver til de entreprenører, der skal levere drifts-, vedligeholdelses- og anlægsydelser til energiselskabets elnet de kommende fem år.

 

 

En omfattende udbudsrunde er netop overstået, og over de næste fem år forventer DONG Energy at indgå rammeaftaler til en samlet værdi af cirka 750 mio. kr. med de udvalgte entreprenører.  De endelige kontrakter underskrives senere på måneden.

 

Om baggrunden for det fremtidige samarbejde med entreprenørerne siger Vice President Anders Vikkelsø:


”Vi har ønsket at samle vores leverandøraftaler og indgå langvarige strategiske samarbejder med nogle få, kvalificerede og motiverede partnere. Jeg er glad for, at vi nu er nået forbi en af de vigtigste milepæle i realiseringen af denne leverandørstrategi."

 

En konstellation af entreprenørselskaberne Eltel Networks A/S og Nordkysten A/S skal som den ene af to områdeentreprenører varetage alle drifts- og vedligeholdelsesopgaver i det nordøstlige område (fra Halsnæs i vest, Gribskov i nord, Helsingør i øst og København i syd).


En anden konstellation bestående af entreprenørselskaberne Bravida Danmark A/S og MT Højgaard A/S skal som den anden områdeentreprenør varetage alle drifts- og vedligeholdelsesopgaver i det sydvestlige område (fra Lejre i vest, Frederikssund i nord, Egedal i øst og Dragør i syd).


København og Frederiksberg er delt ligeligt mellem de to områder.


Og endelig er Kemp & Lauritzen A/S udpeget som projektentreprenør, der i konkurrence med de to områdeentreprenører skal byde på større projekter i hele forsyningsområdet.


"Jeg ser frem til at udvikle samarbejdet med disse tre entreprenørsammenslutninger de kommende år. Det vil styrke såvel entreprenørernes som vores egen forretning.” slutter Anders Vikkelsø.