DONG Energy klar med udrykningshold til Det Internationale Melodi Grand Prix

08.05.2014 13:40
Danske Basim er klar sammen med mange andre sangere fra Europa. København er klar. Og DONG Energy er klar til Det Internationale Melodi Grand Prix.

 

Lørdag 10. maj forventes næsten 200 millioner tv-seere at følge finalen i dette års internationale Melodi Grand Prix. DONG Energy er med til at forsyne det store event med strøm.

 

”Efter aftale med DR har vi etableret ekstra elforsyning i form af fire nye transformerstationer, og så har arrangørerne selv etableret to store generatoranlæg, der skal dække al tv-transmission, herunder sendevogne, scenelys, musikanlæg, overvågning og videoskærme.” fortæller Søren Pedersen fra DONG Energy’s netcenter.

 

Står standby

DONG Energy's team gør hvad de kan for at sikre forsyningen.

 

"Vi har haft travlt med at klargøre og sikre elforsyningen. Det eneste, vi ikke har sikret os, er at det bliver en dansk vinder igen - men lad os  krydse fingre for, at "Cliché Love Song" løber med alle stemmerne.” fortæller teamleder Lars Nordgaard Pedersen.

 

DONG Energy har ekstraordinær vagtbemanding, som står standby både under semifinaler og selve arrangementet lørdag. Det gælder både transformerstationen på Kløvermarken og Grand Prix-området. Det skal  minimere udrykningstiden, hvis der skulle ske noget uventet.

 

Og hvad kalder man fire nye transformerstationer til Melodi Grand Prix? De skal selvfølgelig navngives efter tidligere tiders danske deltagere; Jørgen, Noller, Gry og Mabel.