DONG Energy's første tyske havmøllepark indviet

09.10.2015 13:00

Med stor begejstring fejrer de tre partnere DONG Energy, LEGO Koncernen og William Demant indvielsen af havvindmølleparken Borkum Riffgrund 1, der kan forsyne 320.000 husstande med ren energi.  

 

 

Den fælles annoncering fra topledelserne i DONG Energy, markedsleder inden for udvikling, opførelse og drift af havvindmølleparker, LEGO Koncernen (KIRKBI A/S), der står bag den ikoniske LEGO® klods, og William Demant, specialister inden for høreapparater, sker under tilstedeværelse af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, der officielt indvier havvindmølleparken.


Uwe Beckmeyer, statssekretær og viceminister, Ministeriet for Økonomi og Energi udtaler:
”Den første havvindmøllepark installeret af DONG Energy i Tyskland er en stor succes. Borkum Riffgrund 1 er et imponerende eksempel på, hvor hurtigt havvindmølleparker kan opføres. Dette medfører lavere omkostninger og er godt nyt for forbrugerne.”

 

Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand i DONG Energy, byder gæsterne velkommen i Norden-Norddeich i det nordvestlige Tyskland, hvorfra DONG Energy vil varetage driften af havvindmølleparken.

 

 

DONG Energy's rejse i Tyskland er langt fra slut

“Borkum Riffgrund 1 er det første projekt vi sætter i drift i Tyskland, og jeg er yderst tilfreds med, at vi nu kan høste frugterne af vores investering. Jeg er også meget tilfreds med det engagement, vores partnere har vist ved at investere i dette projekt. Vores rejse i Tyskland er langt fra slut. Vi er i gang med at opføre to yderligere havvindmølleparker og har et antal andre projekter undervejs, hvor vi får mulighed for at demonstrere den faglighed og de kompetencer vi har tilegnet os, ligesom det er udtryk for den tro, vi har på det tyske havvindmøllemarked.”

 

 

Et markant skridt

Jørgen Vig Knudstorp, administrerende direktør i LEGO Koncernen siger:
”I LEGO Koncernen ønsker vi at have et positivt aftryk på den jord, vores børn skal arve. Vores vigtigste bidrag er den kreative LEGO legeoplevelse, der hjælper børn til at lære og udvikle sig. I dag er jeg stolt – og bogstaveligt talt fyldt med energi – over at fejre, at vindmølleparken nu genererer bæredygtig energi. Det er et markant skridt mod vores 2020 mål om at skabe bæredygtig energi svarende til vores eget globale energiforbrug. Et mål vi når ved fortsat at fokusere på at bruge energien mere effektivt og ved at investere i bæredygtige energikilder. De seneste fem år er vores energieffektivitet øget med mere end 20 procent. Kombinationen af disse tiltag betyder, at vi i 2020 vil være med til at skabe mere bæredygtig energi, end vi bruger til at støbe de milliarder af LEGO klodser, som børn over hele verden elsker at lege med.”


Lars Chr. Lilleholt, Danmarks Energi-, Forsynings- og Klimaminister, udtaler:

“Tyskland er en vigtig samhandelspartner for Danmark. Landet er en politisk og økonomisk sværvægter og en yderst vigtig partner for Danmark. Dette gælder også for vores gode samarbejde med Tyskland inden for energisektoren, hvilket jeg blandt andet vil fremhæve ved dette besøg. Dertil er Tyskland også Danmarks største eksportmarked – også når det kommer til grøn teknologi.”


Stefan Wenzel, Minister for klimabeskyttelse, Niedersachsen, udtaler:
“For den tyske Energiewende såvel som staten Niedersachsen som industriel arbejdsplads, er jeg glad for, at havvindmøller har momentum takket være virksomheder som DONG Energy. Vi må fastholde dette fremover. Vi har brug for en glidende overgang så vi fortsat kan udbygge med havvind og samtidig realisere dette potentiale for at reducere omkostninger. Her er en langsigtet planlægningshorisont meget vigtig.”


Bæredygtig energi til 320.000 tyske husstande

Med en nominel ydelse pr. turbine på 4,0 MW vil de 78 vindmøller producere nok miljøvenlig elektricitet til at forsyne 320.000 tyske husstande hvert år. Opførelsen af havvindmølleparken Borkum Riffgrund 1 begyndte i 2011, hvor den endelige beslutning om at investere blev truffet. I august 2013 begyndte opførelsen offshore med installationen af den substation, der udgør hjertet af vindmølleparken. 

 

Flere billeder fra af Borkum Riffgrund 1 havmøllepark

klik for fuld størrelse: