DONG Energy kåret som årets vinder af ”C20 Regnskabsprisen”

02.06.2017 10:30

Hæder til første årsrapport som børsnoteret selskab

 

”Informativ, læsevenlig og overskuelig. En stærk præsentation af årets finansielle performance og en stærk markedsbeskrivelse.”

 

Det var nogle af de kvaliteter, som dommerkomiteen fremhævede, da DONG Energy torsdag eftermiddag blev kåret som vinder af ”C20 Regnskabsprisen 2017”. 

 

CFO Marianne Wiinholt.

 

Rapport af særdeles høj kvalitet

”DONG Energy præsenterer i år en læsevenlig årsrapport af særdeles høj kvalitet, der fortjener anerkendelse. Energikoncernen har en meget stærk præsentation af virksomhedens finansielle performance i året, der gik, og der er en god afveksling mellem verbal og grafisk information,” lød det bl.a. fra dommerkomitéen.


DONG Energy giver desuden regnskabslæseren et godt indblik i den markedssituation, som energikoncernen driver virksomhed i.

 

Stærk kommunikation med stakeholders

Dommerkomitéen fremhæver også, at DONG Energy løbende arbejder med årsrapporten som kommunikationsværktøj, og via årsrapporten kommunikerer med sine stakeholders. 


”Der er tale om en meget læsevenlig årsrapport med en høj informationsværdi, som er et klart eksempel til efterfølgelse for andre virksomheder, der ønsker at arbejde med årsrapporten som kommunikationsværktøj,” hed det fra dommerkomitéen.


I en kommentar til prisen siger DONG Energy’s CFO Marianne Wiinholt: ”Vi er glade for den positive respons, som vores årsregnskab får. Det er et helt centralt dokument, når vi skal give omverdenen indblik i vores strategiske og finansielle udvikling. Prisen tyder på, at vi lykkes med at være åbne og transparente.”