DONG Energy sælger 50% ejerandel i svenske FordonsGas

07.11.2014 17:40

DONG Energy has signed a sales agreement of FordonsGas

Foto: FordonsGas Sverige AB

 

DONG Energy og Göteborg Energi har underskrevet en salgsaftale med franske Air Liquide om køb og salg af FordonsGas Sverige AB, som DONG Energy har ejet sammen med Göteborg Energi siden 2005.

 

Salget sker som et led i DONG Energy’s strategi om frasalg af ikke-kerneaktiviteter. Ejerskabet har indtil nu givet DONG Energy nyttig viden om afsætning af naturgas som brændstof til  køretøjer på et voksende marked. Selskabets vækststrategi med dertilhørende behov for nye investeringer kombineret med DONG Energy’s fokus på kerneforretningen har ført til beslutningen om afhændelsen af ejerandelen.

 

"Vi har været meget glade for vores delvise ejerskab af FordonsGas og samarbejdet med Göteborg Energi. Frasalget sker på baggrund af vores fokus på vores kerneaktiviteter, og salg af brændstof til transportsektoren er ikke en del heraf," siger Morten Buchgreitz, Executive Vice President i DONG Energy Customers & Markets.

 

Køber er franske Air Liquide, der er verdensførende inden for gas, teknologi og services til en række industrier. Selskabet har flere end 50.000 ansatte og aktiviteter i mere end 80 lande.

 

Handlen forventes gennemført i starten af december.