DONG Energy vælger 8,0MW-vindmølle til projekt i UK

18.02.2015 10:00

MHI Vestas Offshore Wind er blevet valgt af DONG Energy som foretrukken leverandør til den påtænkte levering af V164 8,0 MW-vindmøllen til første fase af Walney Extension Havmøllepark.   

 

DONG Energy har besluttet at opdele offshore udviklingsprojektet, Walney Extension, i fase 1 og 2, hver med en kapacitet på 330 MW. MHI Vestas Offshore Wind er blevet valgt som foretrukken leverandør til den første fase, og deres britiske fabrik på Isle of Wight skal levere vingerne til projektet.

 

Konkurrencedygtigt marked vigtigt for prisen

"V164 8,0 MW-vindmøllens performance har været afgørende for vores beslutning om at vælge denne vindmølle til første fase af Walney Extension-udviklingsprojektet," siger Samuel Leupold, der er Executive Vice President i DONG Energy Wind Power.

 

Han fortsætter: "For at reducere prisen på energi fra havvind er det afgørende for branchen at have et konkurrencedygtigt marked for alle komponenter. Jeg påskønner MHI Vestas Offshore Wind's indsats for at etablere produktionsfaciliteter tæt på siten og for at producere vingerne til Walney Extension-projektet på deres engelske fabrik på Isle of Wight. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med MHI Vestas Offshore Wind og de andre medlemmer af vores forsyningskæde for at finde besparelser, der kan reducere prisen på energi fra havvind endnu mere."

 

DONG Energy og MHI Vestas Offshore Wind har allerede en aftale om levering af V164-8,0 MW-vindmøllen til Burbo Bank Extension Havmøllepark.

 

Havvind skaber forsyningssikkerhed og grønne arbejdspladser

Ed Davey, der er klima- og energiminister i Storbritannien siger: "Offshore vindindustrien er afgørende for vores forsyningssikkerhed og skaber tusindvis af grønne jobs i hele Storbritannien."

 

Han fortsætter: "Vi er verdens førende inden for investering i offshore vind, og vi ønsker en stærk forsyningskæde her i Storbritannien for at nedbringe omkostningerne og skabe endnu flere arbejdspladser. Jeg ser frem til, at MHI Vestas Offshore Wind realiserer deres ambitioner om at opbygge en bæredygtig britisk base for produktionen.”
 
Walney Extension har allerede fået tildelt en 'Contract for Difference' i henhold til reformen af det britiske elmarked og dets 'FID-Enabling'-regime, og i november 2014 gav den britiske klima- og energiminister tilladelse til at gennemføre projektet.