DONG Energy mod madspild

10.12.2013 00:00

Rye bread 

Danskerne smider alt for meget mad i skraldespanden og affaldscontaineren. DONG Energy vil gerne bidrage til at reducere madspild og arbejder med mange initiativer for at optimere produktionen af mad i virksomhedens kantiner og undgå madspild. For Grethe Mittun, chef for DONG Energy's såkaldte inhouse-kantiner* i Danmark, er det vigtigt at sikre en optimal udnyttelse af råvarerne. Hun siger:

"Vores mange initiativer mod madspild betyder blandt andet, at vi undgår at smide cirka 1 ton brødrester ud om året alene i Gentofte-kantinen, fordi vi skiveskærer brødet. Derudover portionsanretter vi, og det gør det muligt at indkøbe mindre mængder og bedre råvarer og sikrer oven i købet et bredere, lækrere sortiment."

DONG Energy har ikke kun iværksat flere initiativer mod madspild i produktionen af mad. Virksomheden har også investeret i en biotank til at kværne madaffaldet, så det kan blive genanvendt som energi.


Skorper, skræller og kaffegrums bliver til grøn energi

På DONG Energy's lokation i Gentofte tester de i øjeblikket en såkaldt biotank, som kværner madaffaldet og tilsætter 7 % vand. Det kværnede madaffald bliver hentet én gang om måneden og kørt til Hashøj biogasanlæg, hvor det bliver omdannet til el, varme og gødning. Erfaringerne fra Gentofte skal vise, om også andre lokationer skal i gang med at genavende madaffald.

Asger Linee, Miljøkoordinator, er manden bag idéen om at benytte en biotank:

"I DONG Energy har vi en 'Waste Management Policy' – altså en politik for, hvordan vi skal behandle vores affald. Det betyder, at vi skal opnå nogle forudbestemte genanvendelsesprocenter. Biotanken medvirker til, at vi faktisk kommer noget højere op end målsætningen for genanvendelse."

Det var dog ikke kun højere genanvendelsesprocenter, der lå til grund for idéen om at anskaffe biotanken. Asger Linee kunne se, at den også ville forbedre arbejdsmiljøet for køkkenpersonalet blandt andet med hensyn til lettere løft i en lavere højde, da biotanken kun kan kværne 20 liter madaffald ad gangen. Før løftede køkkenpersonalet store tunge skraldesække med madaffald i en uhensigtsmæssig højde.

* Inhouse-kantiner betyder, at kantinerne er drevet af DONG Energy's egen kantineledelse.