Alle børnene var vilde med vind

09.10.2014 13:30

Området i Miniland, som består af en havmøllepark, en produktionsplatform og en infor-mationsstander, og hvor både børn og voksne kan blive klogere på energi. 
 

Fra indgangen i LEGOLAND® strømmer børn og voksne ind. Alle bliver modtaget med smil, og børnene får små papir-vindmøller. Solen står højt på himlen, og vinden sætter gang i propellerne på de små møller, som alle børnene render rundt med. Fra start er opmærksomheden rettet mod 'Vild med Vind' eventen, der er arrangeret i et samarbejde mellem LEGOLAND, A2SEA, Siemens og DONG Energy.

 

Helene har taget sin mor, Tina Flarup og lillebror Daniel i LEGOLAND for at opleve 'Vild med Vind'.

 

"Vi har lige været ovre at se boreplatformen i Miniland. Nu glæder jeg mig til at se Kåre fra Rama-sjang, så skal jeg fortælle ham, hvor stor en fan jeg er," siger Helene Kjeldsen begejstret.

 

Vindvittigt sjove aktiviteter
I teltene på pladsen kan du se hvor meget energi, du kan cykle dig til, du kan bygge din egen vindmølle af LEGO®, opleve Kåre fra Store Nørd og gætte hvor kraftigt vinden blæser i den store 'Wind Challenge'.

Mikkel Sørensen er stolt af den havmølle, han har bygget i LEGO-klodser.

"Vi skaber en sjov og lærerig dag, hvor børn og voksne gennem leg og en masse spændende vind-aktiviteter får en bedre forståelse for, hvordan havvindens enorme kræfter kan bruges," siger Senior Sponsor- and Event Consultant i DONG Energy, Sanne Troldborg.

I et af teltene tramper Anton Andersen i pedalerne og får nok energi til at holde en 'Gamer PC' tændt.

Konkurrencegenet kommer til sin ret, og entusiasmen er at finde hos både børn og voksne, der tramper i pedalerne og bygger kreative LEGO-møller i alverdens farver. Da Kåre fra Store Nørd springer op på scenen, strømmer familierne ind på eventområdet.

Kåre fra Store Nørd laver ild-forsøg på scenen.

 

"Er I klar til eksperimenter, eksplosioner og en masse sjove hemmeligheder?"

 

Børnene råber ivrigt 'JA' i kor, og showet med ild, vand og vind går i gang med et brag. Det vækker stor forundring og glæde hos børnene, der samtidig lærer, hvordan naturens kræfter kan blive brugt til at lave sjove energiforsøg.

 

Propellerne på de små papir-vindmøller snurrer stadig rundt, da de sidste forlader eventområdet.