DONG Energy indgår aftale om at sælge sin upstream olie- og gasforretning til INEOS

24.05.2017 08:00

​DONG Energy har i dag besluttet at sælge hele sine aktiepost i DONG E&P A/S til INEOS for en ubetinget betaling på USD 1.050 millioner (7,0 milliarder kroner) på kontant og gældsfri basis, en betinget betaling på USD 150 millioner (1,0 milliarder kroner), der vedrører separationsanlægget i Fredericia, samt en betaling på USD 100 millioner (0,7 milliarder kroner), som er betinget af, at Rosebank-feltet bliver udviklet.

 


INEOS vil overtage retableringsforpligtelser (dekommissionering) på omkring 7,0 milliarder kroner i forbindelse med overtagelsen af DONG E&P A/S. DONG Energy bevarer al cashflow frem til 30. juni 2017 (frit cashflow var 2,1 milliarder kroner i første kvartal 2017) og beholder alle afdækningskontrakter relateret til Oil & Gas-forretningen (markedsværdien var 1,9 milliarder kroner pr. 31. marts 2017).

 

Grøn omstilling fuldendt

DONG Energy's administrerende direktør, Henrik Poulsen, siger:
"Siden vi i 2016 tog beslutningen om at frasælge vores upstream olie- og gasforretning, har vi arbejdet målrettet på at opnå den bedste transaktion ved at sælge virksomheden i sin helhed, få en fair og fornuftig pris for den og sikre, at der var optimale betingelser for, at olie- og gasforretningen kunne udvikles på langt sigt. Alt det har vi fået med aftalen med INEOS.”


"Denne transaktion fuldender DONG Energy's omstilling til at være et førende selskab, der udelukkende opererer inden for vedvarende energi," siger Henrik Poulsen afslutningsvist.


Transaktionen forventes at give en regnskabsmæssig gevinst ved salg af virksomheder på omkring 2,5 milliarder kroner, hvilket inkluderer den betingede betaling, der knytter sig til separationsanlægget i Fredericia. Når transaktionen er afsluttet, vil gevinsten indgå i DONG Energy's regnskab som en del af årets resultat efter skat fra ophørende aktiviteter.


Ud af det ubetingede beløb på USD 1.050 millioner vil USD 250 millioner (1,7 milliarder kroner) blive betalt i perioden fra 2018 til 2020.


Transaktionen, som først skal godkendes af myndighederne og visse andre tredjeparter, forventes gennemført i tredje kvartal 2017.


Når transaktionen afsluttes, vil ca. 440 medarbejdere i DONG Energy Oil & Gas, overgå til INEOS-koncernen.


J.P. Morgan har fungeret som DONG Energy’s finansielle enerådgiver i transaktionen.