Beboelsesplatform på vej til Hejre

24.03.2014 00:00

Det koreanske værft Shinhan Machinery er i fuld gang med at bygge beboelsesplatformen til DONG Energy's kommende olie- og gasfelt Hejre i Nordsøen.

 

Beboelsesplatformen er placeret til højre på illustrationen. Foto: Technip
Beboelsesplatformen er placeret til højre på illustrationen. Foto: Technip

 

Konstruktionen af beboelsesplatformen til Hejre vil tage cirka et år og bliver transporteret til Hejrefeltet, når den er klar til at blive installeret i løbet af 2015. Til den tid har platformen plads til 70 personer og er fuldt udstyret med bekvemmeligheder såsom sauna, kontorer, elevator, biograf, fitnessrum, et lille hospital og et helikopterdæk.

 

Et hotel 300 km ude i Nordsøen

Beboelsesplatformen kan sammenlignes med et fuldt udstyret hotel - bortset fra at dette hotel hviler på 100 meter høje ben 300 kilometer fra land. Platformens beboelsesafsnit skal derfor også være brand- og eksplosionssikkert og i øvrigt opretholde et lille overtryk for at sikre, at mulige gasser fra produktionsområdet holdes ude.


Input fra de kommende beboere

Fordi offshore-mandskabet foruden at arbejde på Hejre også skal bo på platformen, er det vigtigt at få deres input og sørge for, at boligforholdene er behagelige. Der er derfor blevet bygget en nøjagtig model af et af værelserne, og medarbejdere er kommet med input til den endelige udformning.


Til venstre: I et badeværelse på halvanden kvadratmeter tæller hver en kvadratcentimeter.
Til venstre: I et badeværelse på halvanden kvadratmeter tæller hver en kvadratcentimeter.

Til højre: To personer i et møbleret otte kvadratmeter stort værelse. Fotos: DONG Energy


Med henblik på at udnytte værelsernes otte kvadratmeter bedst muligt er indretningen af beboelsesområdet blevet udviklet i tæt samarbejde mellem offshore-medarbejdere og indretningsarkitekter. Alle værelser er møbleret med en seng, et skab, et skrivebord og en stol. Alle værelser har eget bad og toilet, som optager 1,5 kvadratmeter af pladsen.


Når beboelsesplatformen er færdig, vil den bestå af ni etager og i alt 70 værelser, med eget toilet og bad og selvfølgelig havudsigt. Den færdige konstruktion kommer til at veje i omegnen af 2.700 ton - svarende til cirka 2.000 europæiske biler.