Første 6 MW-vindmølle påført på DONG Energy's havmøllepark Westermost Rough

15.08.2014 11:15
Havmølleparken Westermost Rough er det første projekt, hvor næste generation af Siemens 6 MW-møllen bliver anvendt kommercielt.

Vindmølle ved Westermost Rough Offshore Wind Farm

Den første af 35 Siemens 6 MW-vindmøller er nu opført i havmølleparken Westermost Rough, som er et joint venture mellem DONG Energy (50 %) og dets partnere Marubeni Corporation (25 %) og den britiske Green Investment Bank (25 %).

Havmølleparken Westermost Rough er det første projekt, hvor næste generation af Siemens 6 MW-møllen bliver anvendt kommercielt – hvilket er et vigtigt skridt i DONG Energy's strategi om at nedbringe prisen på energi. Med en kapacitet på 210 MW vil havmølleparken levere strøm svarende til cirka 210.000 husstandes forbrug.

Projektchef i DONG Energy for Westermost Rough Duncan Clark siger: "Dette er en skelsættende begivenhed i projektets anlægsfase, og vi vil i den forbindelse gerne sige tak for den store indsats, som DONG Energy-teamet og vores partnere og leverandører har ydet."

"Det er første gang, vi har opført Siemens 6 MW-møllen med en rotor-diameter på 154 m i kommerciel skala. Møllen har allerede gennemgået en række test på mindre demonstrationsprojekter, og den repræsenterer en markant ændring i forhold til at levere mere energi fra færre vindmøller."

Michael Hannibal, CEO Offshore i Siemens Wind Power, siger: "Blot få dage efter vores D6-vindmølle opnåede sin endelige certificering, er den klar til kommerciel drift. Vi er meget stolte af at nå denne milepæl i vores bestræbelser på at øge effektiviteten og reducere prisen på offshore vindenergi med vores innovative direct drive-teknologi."

Opførelsen af de i alt 35 møller forventes afsluttet i løbet af første halvår 2015. Offshorearbejdet udføres af et af verdens mest avancerede installationsfartøjer: SEA CHALLENGER, som ejes af A2SEA.

Westermost Rough ligger cirka 8 km fra kysten ud for Holderness på den britiske østkyst og er den ene af to havmølleparker, som DONG Energy er ved at opføre i Storbritannien. Den anden havmøllepark er West of Duddon Sands på vestkysten. De to havmølleparker, som vil blive idriftsat i henholdsvis 2015 og 2014, har en samlet kapacitet på mere end 500 MW.

Opførelsen af Westermost Rough styres af et team på ca. 50 personer på DONG Energy's kontor på Fish Dock i Grimsby på den engelske østkyst. På Royal Dock i Grimsby er den permanente base til drifts- og vedligeholdelsesorganisationen, der skal drive og vedligeholde parken over dens 25-årige levetid, også ved at blive opført.