Enstedværket giver plads til nye aktiviteter

05.07.2014 07:50
Biokedlen på Enstedværket skal nu skrottes og fjernes, så der kan komme nye aktiviteter i området.   Enstedværket

DONG Energy har besluttet at skrotte blok 2 på Enstedværket sammen med nogle tilhørende bygninger. Dermed bliver et område på op mod 90.000 m2 gjort klar til at blive afhændet. Blok 2, som er en biokedel, har ikke været i drift siden oktober 2013, og der er ikke udsigt til, at den nogensinde vil komme til at køre igen.

"Vi har konstateret, at biokedlen ikke kommer i brug igen. Derfor giver det god mening at fjerne den og frigøre arealerne til andre anvendelsesmuligheder," siger Jens Erik Pedersen, Senior Vice President i DONG Energy.

Hos Aabenraas borgmester bliver det positivt modtaget, at DONG Energy nu er gået i gang med at tilpasse området omkring Enstedværket til den fremtidige drift, så andre kan få glæde af de overskydende arealer.

"Aabenraa Kommune er en af Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner, og det skal vi blive ved med at være. En af forudsætningerne for det er attraktive erhvervsarealer, og det må man sige, at de frigivne arealer ved Enstedværket er," siger borgmester Thomas Andresen.

Ryddet i 2016
DONG Energy forventer at påbegynde arbejdet med at fjerne biokedlen og de tilhørende bygninger omkring sommeren 2015. Dermed skulle det hele efter planen være ryddet omkring sommeren 2016.

"Som planen ser ud nu, vil vi være klar til at frigøre de ryddede arealer fra medio 2016, og vi går derfor allerede nu gerne i dialog med folk, der er interesserede i arealerne," siger Jens Erik Pedersen.

Det nye areal, der bliver ryddet, bliver den anden grund omkring Enstedværket, som DONG Energy afhænder til andet brug. Et område på 60.000 m2, som vender ud mod Flensborgvej og Varnæsvej, er allerede sat til salg.

Arealerne omkring Enstedværkets blok 3, som i dag huser en synkronkompensator, der sikrer stabilitet i det jyske elnet, vil indtil videre blive fastholdt uændret.