4.200 km elektriske luftledninger er væk

04.12.2014 15:40

Torsdag den 4. december faldt den sidste luftledning i DONG Energy’s lavspændingsnet. Den hang i Haveforeningen Nordre Vang i Kastrup. 

On Thursday afternoon, the last overhead power line of DONG Energy's low-voltage grid was dismantled.
 

Fra København til Rom og tilbage igen. Så langt strækker det ledningsnet sig, som DONG Energy Distribution har fjernet i Nordsjælland og Storkøbenhavn. Cirka 4.200 km luftledninger er væk. Tusindevis af master er gravet op og kørt væk fra villakvarterer og veje. Og tusindevis af kilometer kabel er gravet ned for at skabe en endnu større forsyningssikkerhed. DONG Energy afslutter i dag et af de største infrastrukturprojekter i Danmark. Det sker i Haveforeningen Selandia i Kastrup.
 
”Planlægningen af vores kabellægning startede helt tilbage i år 2000 efter, at Danmark blev ramt af den store orkan i slutningen af december 1999. Nu er vi færdige, og det glæder mig, at forbrugerne i vores netområde ikke længere behøver frygte store strømafbrydelser, når naturen viser tænder og får træer til at vælte ned over elmaster og -ledninger. Det undgår vi, når elkablerne er ligger godt begravet i jorden,” konstaterer Anders Vikkelsø, Vice President i DONG Energy.
 
Mange sjællandske kommuner har benyttet lejligheden til også at modernisere udendørsbelysningen. Andre har valgt at gøre det på et andet tidspunkt, og derfor vil der i en periode fortsat hænge nogle få elektriske luftledninger rundt omkring, så de gamle gadelamper kan lyse op.
 
Anders Vikkelsø takker for de berørte borgeres tålmodighed:
”En række af Danmarks største entreprenørselskaber har arbejdet på projektet, og vi har været forbi cirka 200.000 husstande. Her er der gravet i veje og fortove og trukket nye kabler ind til boligerne. Jeg håber, at borgerne har oplevet, at vi har søgt at begrænse generne mest muligt. Tak for den tålmodighed, der er udvist. Og også en tak til kommunerne for et godt samarbejde.”