Ørsted sælger 50 procent af havvindmølleparken Walney Extension og opjusterer forventningerne til 2017

01.11.2017 14:20

Vi har underskrevet en aftale om at sælge 50 procent af sit 659 megawatt (MW) store britiske havvindmølleprojekt Walney Extension til et konsortium bestående af de to pensionsselskaber PKA og PFA, som hver får en ejerandel på 25 procent af projektet. Walney Extension, som er under opførelse, bliver verdens største havvindmøllepark, når den sættes i drift i anden halvdel af 2018.  

 

Vi har ansvar for hele opførelsen af havvindmølleparken i overensstemmelse EPC-kontrakten. Vi skal også stå for drift og vedligehold af havvindmølleparken fra sin O&M-base i Barrow-in-Furness, samt afsætte elproduktionen fra Walney Extension.

 

Henrik Poulsen, vores administrerende direktør, siger:

 

"Vi er glade for at byde de to danske pensionsselskaber velkommen som medejere af Walney Extension. Vi har allerede et stærkt partnerskab med PKA om tre andre havvindmølleparker, og vi ser frem til at opbygge et lige så langvarigt partnerskab med PFA om det, der bliver verdens største havvindmøllepark, når den står færdig. Begge partnere har stort fokus på omstillingen til grøn energi, og jeg er glad for, at vores havvindsaktiver fortsætter med at være attraktive for institutionelle investorer."

 

Den samlede salgspris, der består af købet af en ejerandel på 50 procent og en forpligtelse til at finansiere 50 procent af betalingerne i henhold til EPC-kontrakten for hele havvindmølleparken (herunder transmissionsaktiverne), beløber sig til ca. GBP 2,0 mia., der betales i løbet af 2017 og 2018. Vi har afdækket provenuet i GBP, og denne afdækning har p.t. en markedsværdi på cirka 2,0 mia. kr.

 

Partnere med stort fokus på omstilling til grøn energi

Allan Polack, Group CEO, PFA, siger:

 

”Med investeringen tager vi endnu et skridt ind på markedet for vedvarende energi, der aktivt bidrager til den grønne omstilling. Vi er stolte over, at gøre det sammen med Ørsted, der er absolut førende på området, og som har opbygget stor ekspertise i at etablere velfungerende havvindmølleparker. Investeringen passer optimalt ind i vores strategiske fokus på alternative investeringer, som kan bidrage til at give vores kunder gode og stabile langsigtede afkast.”

 

Peter Damgaard Jensen, administrerende direktør i PKA, siger:

 

”Dette er den sjette havvindmøllepark, vi investerer i siden 2011, og det gør vi, fordi vi fortsat ser rigtig gode muligheder for at kombinere gode afkast til vores medlemmer og samtidige gøre en positiv forskel for klimaet. Investeringer i havvindmølleparker har hidtil givet tocifrede afkast, og vi er glade for at cementere vores klimastrategi i endnu en havvindmøllepark. Så for os er det en god forretning og sund fornuft.”

 

Vi opjusterer forventningerne til EBITDA for 2017

Frasalget bekræfter fuldt ud vores forventninger til værdiskabelsen i projektet. Salgsprisen er endnu et bevis på, at investorerne deler vors opfattelse af værdien af selskabets projekter.

 

Efter frasalget af 50 procent af Walney Extension opjusterer vi forventningerne til EBITDA for 2017 fra DKK 17-19 mia. til DKK 19-21 mia. Selv om det var forventet, at der ville blive foretaget farm-down i 2017, har transaktionen resulteret i, at en højere andel af EBITDA-avancen fra Walney Extension er blevet realiseret i 2017. Avancen på aktiekøbsaftalen forventes at blive indregnet i fjerde kvartal 2017 og at udgøre mere end 75 procent af det samlede forventede EBITDA-bidrag fra transaktionen. Den resterende del vil blive indregnet som EBITDA fra entreprisekontrakter, hvoraf vi forventer omkring 25 procent i 2017 og resten i 2018. Virksomhedens bruttoinvesteringer forventes fortsat inden for det tidligere udmeldte interval på DKK 18-20 mia.

 

Transaktionen er betinget af relevante konkurrencemyndigheders godkendelse og forventes afsluttet i fjerde kvartal 2017.

 

Som led i transaktionen forventes PKA og PFA at udstede projektobligationer, der er kredit-ratede, til et konsortium bestående af førende institutioner, hvoraf mange forvalter britiske pensions- og forsikringsmidler, herunder Aviva Investors, BlackRock Investment Management (UK) Limited, Legal & General Management Real Assets og Macquarie Infrastructure Debt Investment Solutions. En af obligationsserierne er garanteret af EKF Danmarks Eksportkredit. Det er den første udstedelse af certificerede grønne investment grade-obligationer uden regresret til finansiering af en havvindmøllepark under opførelse i Storbritannien. Ørsted har med solid støtte fra PKA og PFA stået i spidsen for udviklingen af obligationsstrukturen med kredit-rating, som faciliterer institutionel lånekapital til projektet.