Ørsted sætter ambitiøse mål for den grønne omstilling

1-11-2017

 

Bestyrelsen for Ørsted (tidligere DONG Energy) har i dag godkendt delårsrapporten for årets første ni måneder. Driftsresultatet (EBITDA) for de første ni måneder udgjorde 9,5 mia. kr., svarende til en vækst i den underliggende indtjening på 11%. Resultatet levede op til vores forventninger.

 

Efter frasalget af 50% af Walney Extension har vi opjusteret vores EBITDA guidance for 2017 fra 17-19 mia. kr. til 19-21 mia. kr. Frasalget var forventet i 2017, men transaktionen har resulteret i, at en højere andel af den samlede EBITDA-gevinst fra Walney Extension bliver realiseret i 2017.

 

Udvikling i finansielle nøgletal i tredje kvartal:

  • Vores underliggende driftsresultat (EBITDA) var 10% lavere sammenlignet med 3. kvartal 2016. Indtjeningen fra vores producerende havvindmølleparker steg med 39% som følge af nye parker i drift. Faldet i vores resterende indtjening skyldtes primært højere partnerskabsindtægter i Wind Power i 3. kvartal 2016 end i 3. kvartal 2017

  • Den rapporterede driftsindtjening (EBITDA) fra de fortsættende aktiviteter udgjorde 1,8 mia. kr. mod 3,1 mia. kr. i 3. kvartal 2016. Faldet var ventet og skyldtes primært, at 3. kvartal 2016 var positivt påvirket af en engangskompensation på 1,1 mia. kr. fra genforhandling af en gaskontrakt

  • Afkastet af den investerede kapital udgjorde 15% ved udgangen af 3. kvartal 2017 og var derved uændret i forhold til samme periode sidste år.

Strategiske resultater i tredje kvartal:   

  • Vi gennemførte salget af vores upstream olie- og gasforretning. Salget er en milepæl i vores strategiske transformation fra sort til grøn energi

  • Selskabets generalforsamling besluttede på den baggrund, den 30. oktober 2017, at ændre virksomhedens navn fra DONG Energy til Ørsted

  • Vi blev tildelt en kontrakt til at bygge havvindmølleparken Hornsea 2 i Storbritannien og udbyggede dermed vores pipeline af havvindmølleparker. Vores opførte og besluttede kapacitet udgør nu næsten 9 GW ud vores samlede ambition for 2025 på 11-12 G

  • •Vi indviede ombygningen af Skærbækværket efter konverteringen fra gas til bæredygtig biomase (træflis).

Administrerende direktør Henrik Poulsen siger:

”Salget af vores olie- og gasforretning til INEOS var en milepæl i vores strategiske transformation fra sort til grøn energi. Vores vision er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Vi forventer, at over 95% af den el og varme, vi producerer i 2023, vil være grøn.


Året udvikler sig i henhold til vores forventninger og vi har i dag opjusteret vores forventninger til EBITDA for 2017 med 2 mia. kr. til 19-21 mia. kr. efter aftalen om at frasælge 50% af Walney Extension til to af de ledende danske pensionsfonde, PKA og PFA.


I tredje kvartal øgede vi produktionen fra vores havvindmølleparker, og samtidig styrkede vi vores langsigtede udbygningspipeline med verdens største havvindmøllepark Hornsea 2 på 1,4 GW, der skal stå klar i 2022. Parken bliver vores første, der kan producere el til priser, der er lavere end for nyopførte kul- og gasfyrede kraftværker. Det er et afgørende gennembrud, både for Ørsted og for den grønne omstilling.”

 

Forventninger til 2017

Vi har opjusteret vores forventninger til EBITDA (business performance) fra 17-19 mia. kr. til 19-21 mia. kr.  Dette svarer til en underliggende vækst på 32-45%. Vi forventer fortsat at afslutte salget af 50% af Borkum Riffgrund 2 og Walney Extension i 2017.


Vores forventning til bruttoinvesteringerne er uændrede i forhold til årsrapporten for 2016 og forventes fortsat at udgøre 18-20 mia. kr.

 

 

Finansielle resultater i 3. kvartal og årets første ni måneder::

DK.PNG 

 

Yderligere information

Media Relations
Martin Barlebo
+45 99 55 95 52

Investor Relations
Henrik Brünniche Lund
+45 99 55 97 22

 

Telekonference

I forbindelse med aflæggelse af delårsrapporten vil der blive afholdt en telekonference for investorer og analytikere torsdag den 2. november 2017 kl. 10.00.


Danmark: +4535445583
UK: +442031940544
US: +18552692604


Telekonferencen kan følges live:
https://orsted.eventcdn.net/2017q3/

 

Præsentationsmateriale vil være tilgængeligt før konferencen:
www.dongenergy.com/praesentationer


Delårsrapporten kan downloades på:
www.dongenergy.com/rapporter

 

Download:

9M Delårsrapport

 

Ørsteds vision er en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver havvindmølleparker, bioenergiværker og innovative løsninger, som omdanner affald til energi, og forsyner sine kunder med intelligente energiprodukter. Ørsted har 5.600 medarbejdere og hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktie handles på Nasdaq Copenhagen (Orsted). I 2016 havde koncernen en omsætning på 61 milliarder kroner (8,2 milliarder euro). Du kan finde mere information om Ørsted på orsted.com, og du kan følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.