Da Horns Rev 2 blev til
Da DONG Energy indviede Horns Rev 2 i efteråret 2009, var den verdens største havmøllepark. Horns Rev 2 er et imponerende ingeniørarbejde, hvad angår både størrelsen og ikke mindst placeringen. 30 kilometer fra nærmeste kyst gør Horns Rev 2 til den havmøllepark, som ligger længst væk fra land, og med placeringen af de 91 møller i en vifteformation udnytter vi Nordsøens vindforhold optimalt. Desuden er Horns Rev 2 historiens første havmøllepark med en beboelsesplatform tilknyttet.
- Vigtige kompetencer og viden fra Horns Rev 2
- Med Horns Rev 2 blev Danmark sat på verdenskortet
- Tæt samarbejde med lokale virksomheder
Fra første spadestik og til i dag
DONG Energy har mange års erfaring med opførelse og drift af havmølleparker. Ved Horns Rev 2 var vi med fra starten. Fra de første tanker og idefasen, til installations- og byggefasen og til i dag, hvor vi driver Horns Rev 2. Tilblivelsen af Horns Rev 2 har betydet, at vi har fået endnu større viden og vigtige kompetencer, som vi kan bruge i andre projekter.
Det har givet os værdifuld indsigt i alle processer vedrørende projektering og opførelse af havmøllerparker. Det er meget krævende, komplekst og ikke mindst dyrt at arbejde offshore, men de læringer vi har fået, drager vi stor nytte af i dag ved blandt andet opførelsen af Anholt Havmøllepark. Parken vil, når den står færdig i 2013, være dobbelt så stor som Horns Rev 2.
Lokal forankret viden
Igennem hele forløbet af opførelsen af Horns Rev 2, har DONG Energy arbejdet tæt sammen med en række lokale leverandører i Esbjerg. KEM Offshore er en af de lokale virksomheder, som DONG Energy har og stadig samarbejder med. KEM Offshore sejler i dag mandskab til og fra Horns Rev 2.
KEM Offshore har mange års erfaring med at arbejde på havet, idet medarbejderne primært består af forhenværende fiskere. Netop denne viden om og erfaringer med havet gør KEM Offshore til en professionel og kompetent samarbejdspartner vedrørende Horns Rev 2.
”Der er ingen tvivl om, at DONG Energy’s tilstedeværelse på Esbjerg Havn er med til at fastholde arbejdspladser i lokalområdet samt udvide det samlede kompetencegrundlag inden for vindenergi. Udlandet er også opmærksom på, at vi i Danmark har nogle konkurrencemæssige fordele inden for vindenergi,” fortæller sales manager, Knud Mikkelsen fra KEM Offshore.
Udvikling, opførelse og drift af nogle af verdens største havmølleparker
Opførelsen af Horns Rev 2 har været med til at sætte Danmark på verdenskortet inden for offshore vindenergi. Vi udvikler, opfører og driver i dag nogle af verdens største havmølleparker. Har du lyst til at læse mere om DONG Energy’s vindaktiviteter, kan du klikke på linket til højre.