Herningværket
Herningværket ligger i den sydlige del af Herning og har gennemgået flere ændringer, siden det blev bygget i 1982. Det var oprindeligt et kulfyret anlæg, men blev i 2000 ombygget til naturgasfyring. I 2002 blev det igen ombygget, denne gang til primært at fyre med flis. Endelig blev værket i 2009 ombygget til 100 % CO2-neutral produktion på basis af biomasse.
Værket har en ydelse på 95 MW el og 174 MJ/s fjernvarme og er i stand til at fyre med træflis og træpiller, mens naturgas og olie er reservebrændsel.
El- og varmeproduktionen på Herningværket er baseret på anvendelse af flis som hovedbrændsel og træpiller som supplerende brændsel, mens naturgas og fuelolie er reservebrændsel. Andelen af flis som brændsel var i 2010 på cirka 70 %, mens træpiller udgør ca. 30 %. Herningværket er således Danmarks største flis baserede anlæg og afbrænder årligt ca. 280-290.000 ton træflis og ca. 70-80.000 ton træpiller.