Centrale kraftværker
En væsentlig del af DONG Energy’s produktion af el og fjernvarme foregår på vores centrale kraftværker. Alle kraftværker er løbende blevet udbygget, vedligeholdt og moderniseret, så de producerer el og varme mest effektivt og med mindst mulig miljøbelastning, samtidig med at der skal tages hensyn til en økonomisk drift.
Senest har vi sat to nye gasfyrede kraftværker i drift i Norge og England, og vi er ved at opføre et i Holland. Projekter der er baseret på vores kernekompetencer inden for termisk elproduktion.
Værkerne anvender i dag overvejende kul og naturgas som brændsel, mens flere supplerer med halm, træflis, olie og lignende til produktion af el og varme.
Visionen hos DONG Energy er at levere ren og stabil energi. Som en del af visionen arbejder vi på at nedsætte CO2-udledningen per produceret kilowatt time fra el- og varmeproduktionen på vores kraftværker. Det betyder, at vi de kommende år forøger brugen af biomasse samtidig med, at vi kommer til at bruge mindre kul.