Asnæsværket
Asnæsværket ved Kalundborg er Danmarks største kraftværk med tre aktive blokke, der samlet kan levere 1.057 MW el og op til 502 MJ/s varme. Det første produktionsanlæg, Asnæs 1, blev sat i drift i 1959, og i 1981 blev Asnæs 5 sat i drift. Ud over strøm producerer Asnæsværket fjernvarme til Kalundborg Kommune og procesdamp til nabovirksomhederne Statoil, Novo Nordisk og Novozymes.
Værkets blok 5 på 640 MW undergik i 2003-2004 en større renovering, der skal forlænge blokkens levetid med 15 år. Blandt andet har Asnæs 5 fået installeret et DeNOx-anlæg, der skal gøre værket endnu mere miljøvenligt.
Asnæsværket bruger kul som hovedbrændsel. Olie er reservebrændsel på alle tre aktive blokke.