Inbicon - Halm omdannes til ethanol
I kampen mod global opvarmning må der vindes afgørende slag på transportområdet. Diesel og benzin skal suppleres af renere alternativer, og verden over sættes der stor lid til biobrændstoffer som fx bioethanol.
Globalt satsning på bioethanol
EU har et mål om, at vedvarende energi - herunder biobrændstoffer - i 2020 skal udgøre 10% af al transportbrændstof i 2020. De langsigtede mål er opstillet under forudsætning af, at anden generations biobrændstoffer bliver tilgængelige på markedet. USA har et mål om 16 milliarder gallons biobrændstoffer i 2022. Så længe man ikke blander mere end 10% bioethanol i benzinen, kan det gøres uden at ændre på bilmotorerne - dvs. med meget små omkostninger.
DONG Energy fokuserer på anden generations bioethanol
DONG Energy er med helt fremme, når det handler om at udvikle højteknologiske løsninger, der kan omdanne landbrugets restprodukter til brændstoffer i transportsektoren. Til formålet har DONG Energy etableret et teknologiselskab, Inbicon. Navnet kommer af Integrated Biomass Conversion.
Inbicon’s fokus er at udvikle forbehandlings-teknologi baseret på enzymatisk nedbrydning af biomasse og affald. Teknologien skal demonstreres i kommerciel skala med henblik på at sælge teknologien til kommercielle partnere, som kan bygge anlæg til bio-raffinering.
Inbicon demonstrationsanlæg
DONG Energy og Inbicon indviede 18. november 2009 Inbicons demonstrationsanlæg i Kalundborg, Sjælland. Anlægget skal producere 5,4 millioner liter bioethanol, 13.000 tons lignin biopiller og 11.100 tons C5-melasse årligt på basis af 30.000 tons halm som råmateriale. Biopillerne kan bruges som brændsel I kraftværker, og C%-melassen kan bruges til dyrefoder eller andre formål. Dermed udnyttes alle elementer i biomassen.
Politikere kørte på bioethanol under klimakonferencen
Da politikerne bevægede sig rundt i København til FN´s klimakonference i december 2009 skete det også på miljøvenligt brændstof. Et samarbejde mellem Inbicon, Danisco, Novozymes og Statoil – assisteret af Partnerskabet for biobrændstoffer – leverede anden generations bioethanol til en stor del af de biler, Udenrigsministeriet benyttede under konferencen. Bilerne blev stillet til rådighed af Volvo.
Statoil har modtaget første tankvogn med ethanol
I juni 2009 indgik Inbicon en aftale med Statoil i Danmark om levering af Inbicons anden generations bioethanol til Statoil. Det handler om de første 5 mio. liter ethanol, der produceres på anlægget i Kalundborg. I august 2010 blev den første tankvogn fyldt med 28.500 liter ethanol og kørt til Statoils lager i Hedehusene på Sjælland.
Statoil har siden 2006 tilbudt de danske bilister benzin blandet med første generations bioethanol. Statoils intention er fra fjerde kvartal 2010 at kunne tilbyde et nyt benzinprodukt, der indeholder Inbicons anden generations bioethanol.