DONG Energy kigger højt mod nord
DONG Energy er med ved både Grønland og i Barentshavet, hvor der kan ligge store uopdagede olie- og naturgas ressourcer.
- Grønland – vi er i gang med at vurderer de seismiske undersøgelser
- Barentshavet – næste skridt er at bore brønde
DONG Energy har et mål om at 30% af den naturgas vi sælger, skal komme fra egenproduktion. Derfor har vi gennem årene, i takt med at reserverne på dansk sokkel svinder, rettet fokus på nye områder. Først gik vi over grænsen til Norge, hvor vi i dag blandt andet er med til at producere fra det store naturgasfelt Ormen Lange. Og i 2000 gik vi ind i området West of Shetland. Her er vi i dag den største licenshaver, og der er allerede gjort flere lovende fund. Fund der nu bliver vurderet og lagt planer for at udbygge til produktion.
DONG Energy’s nyeste fokusområder i jagten på undergrundens ressourcer er havet rundt om Grønland og Barentshavet. Det er områder, hvor der potentielt ligger store uopdagede olie- og naturgasreserver.
Store udfordringer
Det arktiske område er kæmpestort, meget varieret og har et følsomt miljø. Nogle områder minder meget om de områder, vi arbejder i i dag, andre er karakteriseret ved is, isbjerge eller dybt vand. Det betyder ekstra store udfordringer for efterforskningen, men også for etableringen af produktionsanlæg, og for mulighederne for at få olien og naturgassen transporteret til land. For eksempel kan man kun arbejde i nogle af områderne i en begrænset periode af året.
Allerede i midten af 90’erne deltog DONG Energy i efterforskning ved Grønland. Som partner i Fylla-licensen var vi med til at gennemføre en boring. Der blev ikke fundet olie eller naturgas, men vi fik et indgående kendskab til de udfordringer, der følger med efterforskning i arktiske egne. Erfaringer vi drager stor nytte af nu, og som betyder, at vi forhåbentlig kan producere olie og naturgas i området efter 2020.
Det kan lyde som langt ude i fremtiden, men med de udfordringer området byder os, er det faktisk en præstation, vi ville være stolte af.
Grønland
Siden 2007 har vi efterforsket i Puilasoq licensen vest for Disko. Her har vi indsamlet og er nu i gang med at behandle seismiske data for at vurdere størrelsen og tilgængeligheden til olie- og naturgasforekomsterne. Når dette vurderingsarbejde er slut, skal vi beslutte om der skal gennemføres en boring i området.
Barentshavet
I Barentshavet, der strækker sig rundt om den nordligste del af den skandinaviske halvø, har DONG Energy også påbegyndt efterforskningsaktiviteter. Men her er vi kommet et skridt videre end ved Grønland.
I den vestlige del af Barentshavet har vi købt en seismisk undersøgelse og i den sydlige del har vi selv gennemført seismiske undersøgelser. Begge steder har vores efterfølgende vurdering af de seismiske undersøgelser ført til beslutningen om at bore brønde.
Boringerne skal bekræfte vores antagelser og modeller om at der er olie og naturgas i området. Og vi har især store forventninger til det sydlige område, hvor andre selskaber tidligere har gjort fund.