Porteføljen blev i 2008 udvidet med ti licenser, heraf fire i Norge og seks i Storbritannien, mens der blev tilbageleveret tre licenser i Norge. De fire licenstildelinger i Norge styrker DONG Energy’s position i Midtnorge. Af de seks licenstildelinger i Storbritannien skal DONG Energy være operatør på de tre. DONG Energy har en stærk position i området West of Shetland og de nye licenstildelinger forstærker denne position. I starten af 2009 blev DONG Energy yderligere tildelt licens PL518 som operatør. Licensen ligger i Barentshavet.
På norsk sokkel blev der gennemført fem efterforskningsboringer i 2008. Boringerne på de to licenser PL 299 TR 3 og PL 274 Ipswich har konstateret kulbrinter, og den videre vurdering af fundene pågår.
Der blev yderligere gennemført en vurderingsboring på licens PL122 Marulk, hvor der blev gjort fund af yderligere gasmængder. Udbygningsmulighederne for Marulk vurderes fortsat og vil blandt andet afhænge af, om der kan etableres en kommercielt tilfredsstillende løsning for transport af gassen.
Endvidere påviste en brønd på PL159B i et dybereliggende efterforskningsmål yderligere reserver i Alve feltet. Tre efterforskningsboringer PL019B Gyda, PL273 Trane og PL289 Marsvin var tørre.
På den danske kontinentalsokkel fokuseres der på efterforskningsområderne nær de eksisterende aktiviteter for derved at udnytte den allerede etablerede infrastruktur. En efterforskningsboring i den vestlige del af licens 6/95 Siri var tør.
En vurderingsbrønd på den sydlige del af licens 7/89 Syd Arne konstaterede kulbrinter, men disse vurderes i øjeblikket ikke tilstrækkelige til kommerciel produktion. Herudover er påbegyndt en boring på licens 9/95, hvor det videre arbejde pågår.
På Grønland blev der i 2008 indsamlet seismiske data, som skal vurderes. Store vanddybder samt begrænsede muligheder for at operere året rundt som følge af klimaforholdene betyder, at der vil være en lang tidshorisont for eventuelle fund og udvikling af kommerciel produktion i dette område.