Dansk havvind på vej til Taiwan

​    
​Publiceret d. 12. august, 2016
Grønne investeringer og klimavenlig politik er på fremmarch i Øst- og Sydøstasien. Det giver gode betingelser for grønne energiprojekter, og derfor er vi nu på vej til Taiwan med planer om at bygge havmølleparker.

 

Næsten 40 % af verdens CO2-udledning stammer fra Øst- og Sydøstasien, og udledningerne forventes at stige i takt med regionens økonomiske opsving. Set fra et klimaperspektiv, bør regionens vækst og stigende behov for energi imødekommes af vedvarende energi frem for fossil energi.

 

Den gode nyhed er, at udsigterne til mere vedvarende energi i regionen ser lovende ud. Sidste år kom mere end halvdelen af de globale investeringer i vedvarende energi fra Øst- og Sydøstasien.

 

Stigende interesse for havvind

Solenergi har længe domineret Øst- og Sydøstasiens investeringer i vedvarende energi, men i de senere år har havvind været genstand for stigende interesse.

 

I DONG Energyser vi gode muligheder i Øst- og Sydøstasien. Martin Neubert, Chief Strategy Officer, forklarer:

"Havvind er for alvor ved at blive en global industri. Vi er ved at lægge planer for havmølleparker efter 2020, og vi ser potentiale i Øst- og Sydøstasien. Som det er nu, er Taiwan det mest modne marked, og det er derfor, vi starter her".

 

Vi etablerer nu et kontor i byen Taipei, hvorfra vi vil udforske mulighederne for havvind i Taiwan.

 

Grøn strøm til 10 millioner mennesker

I dag er den taiwanske befolkning afhængig af importeret fossilt brændstof, men med tiden vil Taiwan udfase den sorte energi og bane vejen for mere grøn energi.

 

Taiwan har derfor vedtaget en omfattende strategi for vedvarende energi, hvor havvind spiller en vigtig rolle. Forholdene for havvind er gode i Taiwan, særligt på øens vestkyst. Den høje befolkningstæthed er desuden et tungtvejende argument for at bygge havvind. Regeringen har sat et ambitiøst mål om at installere hele fire gigawatt havvind inden 2030. Det er nok havvind til at dække 10 millioner menneskers årlige strømforbrug.

 

Tiden vil vise præcist hvor mange havvindmøller, der kommer til at rejse sig i vandene omkring Taiwan de kommende år. Men i DONG Energy ser vi frem til at stille vores ekspertise til rådighed.