Opstilling af fundamentet
Anholt-projektet er baseret på monopælkonceptet. Det vil sige en enkeltstående pæl, som rammes ned i havbunden. Ramningen er en hurtig installationsproces, og pælene er relativt billige at fremstille sammenlignet med andre fundamenttyper. De geotekniske undersøgelser viser, at havbunden i området består af blødt ler og sand, hvilket gør denne fundamentsløsning særlig attraktiv.

Monopæl-fundamentet er et rundt stålrør med en diameter på ca. 5 meter og en godstykkelse på 5-9 cm. Længden af monopælene er tilpasset den aktuelle placering og varierer fra 37 til 54 meter. Ved hjælp af en stor hydraulisk hammer rammes monopælen ned i havbunden i en dybde på 18-36 meter afhængigt af vanddybde og havbundsforholdene.
Monopælene vil blive monteret af flydekranen Svanen.
På monopælen monteres efterfølgende et overgangsstykke. Overgangsstykket støbes sammen med monopælen og giver mulighed for at sikre, at møllen står i fuldstændig lodret position. Overgangstykket er monteret med bådlanding, adgangslejder, indvendige og udvendige arbejdsplatforme og kabelrør til søkablerne.