Anholt Havmøllepark - Nyhedsbrev december 2011
Nu er det lige før – Svanen er kommet til Grenaa
Nu er det lige før, at opførelsen af Danmarks største havmøllepark går i gang.

HLV Svanen i Grenaa Havn. Foto: Jens Smed
Søndag den 20. november 2011 ankom flydekranen Svanen til Grenaa Havn, hvor den næste måned vil blive brugt til at klargøre flydekranen til installationen af de 111 monopæle, den skal ramme ned i havbunden.
Svanen blev bygget i Holland i 1990 til anlæg af Storebæltsbroen, hvor man ønskede at kunne løfte vestbroens brofag på plads som enheder á ca. 6.000 tons. Svanen er 103 meter lang, 72 meter bred og 100 meter høj. Svanen blev senere også anvendt ved byggeriet af Øresundsbroen.
100 meter høj og en løftekapacitet på 8.700 tons.
Foto: Jens Smed
Efter en kraftig opgradering i 1994 har den i dag en løftekapacitet på 8.700 tons og har netop medvirket til at ramme monopæle ved to af DONG Energy’s britiske havmølleparker. Svanen har således sat de sidste 51 fundamenter i havmølleparken Walney 2, ligesom den også har rammet monopæle i havmølleparken London Array.
Svanen forventes at forlade Grenaa Havn mellem jul og nytår for at være klar ved den første fundamentsposition i Anholt Havmøllepark.
De første monopæle er klar til udskibning fra Bladt Industries i Aalborg
Produktionen af monopælene er netop nu i fuld gang hos Bladt Industries i Aalborg, og de første monopæle er rullet ud på lageret og er klar til udskibning. Monopælene produceres dels hos Bladt Industries i Aalborg, dels hos March Wind Technology i Herning, der leverer dele til den øverste sektion, der har en konisk udformning.

Monopælen er på-svejst ’løfteører’, som Svanen benytter til at løfte monopælen i.
Samtidig er entreprenøren MT Højgaard i gang med klargøre havneområdet, hvorfra monopælene skal udskibes.
’Før byggeriet går i gang’-udstilling og præsentation den 18. november 2011
Hvornår går I i gang? Giver det arbejdspladser? Kommer der et elkabel til Anholt? Hvor meget energi laver parken?

Interessen var overvældende, og spørgsmålene mange, da DONG Energy afholdt informationsarrangement på kulturhuset Pavillonen i Grenaa fredag den 18. november forud for, at byggeriet af Danmarks største havmøllepark, Anholt Havmøllepark, går i gang til januar.
Arrangementet var en kombineret udstilling og præsentation, og gennem hele dagen havde projektmedarbejdere samt projektdirektør Flemming Thomsen og projektleder Claus Bøjle Møller mere end travlt med at forklare og svare på spørgsmål fra de mange interesserede.
Sådan opføres Anholt Havmøllepark – se animation af byggeriet
For at give et indtryk af hvordan opførelsen af Anholt Havmøllepark finder sted, har projektet lavet en animationsfilm, der skridt for skridt viser, hvordan parken vil blive opført.

Animationen varer ca. 8 minutter og kan ses her.
Stenfiskere har nydt godt af det favorable vejr
De to stenfiskerfartøjer, der arbejder med at flytte de ca. 5.000 sten, der ligger i vejen for opførelsen af parken, har nydt godt af det favorable vejr. Første halvdel af november måned var mod sædvane god med mange sammenhængende dage med godt vejr, men arbejdet blev naturligvis indstillet i forbindelse med stormen den 27. november.
Stenfiskerne har indtil nu flyttet ca. 60-65 % af den samlede stenmængde og har etableret 10 nye, kunstige rev inden for parkens område.
Når vejret lægger sig, skal stenfiskerfartøjerne endvidere bistå med at genudsætte den bølgebøje, som stak af og senere blev fundet på den svenske kyst af en mand, der gik tur med sin hund.
Alle offshore aktiviteter overvåges fra land
Når opførelsen af Anholt Havmøllepark går i gang til januar, vil alle aktiviteter blive fulgt nøje fra land. Med base i det gamle toldkammer vil marinekoordineringen (MC) overvåge og koordinere aktiviteterne på havet og konstant sikre, at der er overblik over, hvilke fartøjer og personer, der befinder sig i og omkring parken.
VHF, AIS, radar og elektronisk ’People Tracking’ vil blive taget i brug for at følge den omfattende logistik og mandskabstransport, der skal til for at opføre parken, men marinekoordineringen vil også være behjælpelig med formidling af specifikke vejrmeldinger for positionen mellem Grenaa og Anholt.
Marinekoordineringen er et uhyre vigtigt led i sikkerheden, og det vil altid være muligt at komme i kontakt med marinekoordineringen, der vil være bemandet døgnet rundt alle ugens syv dage.
Marinekoordineringen kan kontaktes på telefon 99 55 94 17 døgnet rundt.
DONG Energy har fået igangsættelsestilladelsen
Den 31. oktober modtog DONG Energy igangsættelsestilladelsen fra Energistyrelsen for Anholt Havmøllepark. Tilladelsen markerer, at alle vilkår i etableringstilladelsen, der skal være opfyldt, før der startes offshore, er opfyldt, og arbejdet til havs må nu begynde.
Det første kabel er produceret
Nexans har produceret det første kabel, der skal placeres i parken og forbinde møllerne med Energinet.dk’s transformerstation. Det første kabel har et et ledertværsnitsareal på 500 mm2.

Kablet blev transporteret til udskibningshavnen Nordenham.

Her bliver kablet omlæsset på jernbanevogne ved hjælp af sindrige anordninger af trisser, så kablet ikke lider overlast.

Færdigpakket og klar til afgang.
Drifts- og vedligeholdelsesbygningen er kommunikationslink i byggefasen
Arbejdet med at ombygge drifts- og vedligeholdelsesbygningen forløber planmæssigt, og netop nu er der ved at blive lagt den sidste hånd på kommunikationstårnet, som afleveres til DONG Energy den 1. december 2011. Hermed er det sikret, at den ønskede kommunikation mellem onshore- og offshoreaktiviteterne er klar til at blive taget i drift, inden byggeriet begynder ude i parken.

Samtidig arbejdes der intenst med de sidste facader, så bygningen er lukket af, inden vinteren sætter ind, og næste fase af byggeriet med fokus på at færdiggøre de indvendige arbejder kan begynde.