Nysted Havmøllepark afleveret en måned forud for tidsplanen
Nysted Havmøllepark afleveret en måned forud for tidsplanen
Verdens hidtil største havmøllepark blev den 1. december officielt afleveret fra leverandørerne til ejerne. Den kommercielle idriftsættelse sker dermed en måned forud for den oprindelige tidsplan – en bedrift der ikke er hverdagskost for projekter af denne størrelse.
”Det er naturligvis dejligt at kunne se frugten af mange års hårdt arbejde, og jeg vil gerne rose leverandørerne for, at det har kunnet lade sig gøre at aflevere Nysted Havmøllepark en måned tidligere end planlagt”, siger projektleder Per Hjelmsted fra ENERGI E2.
Rent praktisk betyder det, at alle justeringer og tests på parken er færdige, og at garantiperioden dermed begynder 1. december.
Samtidig er Nysted Havmøllepark blevet opført inden for budgettet på 1,6 mia. kr. ”Med Nysted Havmøllepark har vi vist, at vi har kunnet gennemføre et kæmpe byggeprojekt under vanskelige offshore-forhold inden for budget og tidsramme. Projektet og de erfaringer, vi har opnået, placerer os som én af de førende virksomheder i Europa inden for vedvarende energi”, siger E2’s direktør for Teknologi & Engineering, Mogens Arndt. ENERGI E2 er bygherre og operatør på Nysted Havmøllepark, der ejes af et konsortium bestående af ENERGI E2 (50 %), DONG (30 %) og Sydkraft (20 %).
Endelig betyder overdragelsen af Nysted Havmøllepark, at den byggeplads, der i knap to år har ligget på havnen i Gedser, i løbet af en måneds tid bliver afmandet.
Milepæle for Nysted Havmøllepark
Februar 1998: Daværende miljø- og energiminister Svend Auken giver i ”Energiplan 21” pålæg om at opføre Nysted Havmøllepark – dengang kaldet Rødsand Havmøllepark
15. maj 2001: ENERGI E2, DONG og Sydkraft underskriver aftalen om ejerskabet af Nysted Havmøllepark
27. juli 2001: Energistyrelsen godkender projektet endeligt
08. oktober 2001: Bonus Energy får kontrakten på 72 møller a 2,3 MW
19. marts 2002 Per Aarsleff/Ballast Nedam valgt som leverandør af 73 betonfundamenter
8. april 2002: Arbejdet med nettilslutningen begynder på strækningen Vantore-Radsted
20. juni 2002: Byggeriet begynder offshore med de første udgravninger til fundamenter
5. september 2002: Prøvemølle rejst i Rødbyhavn
15. oktober 2002: Første fundament placeret på havbunden
15. april 2003: Transformerplatformen sat på plads
11. maj 2003: Første mølle rejst i Nysted Havmøllepark
18. juni 2003: sidste fundament sat på plads
13. juli 2003: Første strøm i land fra Nysted Havmøllepark
27. juli 2003 Alle møller rejst
12. september 2003: Alle møller i drift – testperiode begynder
1. december 2003: Nysted Havmøllepark afleveret til kommerciel drift. Garantiperiode begynder.
Fakta om Nysted Havmøllepark
- 72 Bonus Energy havmøller á 2,3 MW
- Samlet effekt: ca. 160 MW
- Hidtidig højeste produktion: 157,5 MWh på en time
- Hidtidig højeste effekt leveret: 160,2 MW
- Bruttoproduktion pr. 1. december 2003: 114.879 MWh
- Møllernes rådighed pr. 1. december 2003: 93,3 %
- Forventet årlig produktion: 595 mio. kWh strøm, svarende til årsforbruget i 145.000 parcelhuse
- Miljøgevinst: Nysted Havmøllepark vil hvert år spare samfundet for udledning af 500.000 tons CO2, som ellers ville være udledt fra kraftværker
- Pris: 2 mia. kr. inklusive tilslutning til højspændingsnettet.
Yderligere oplysninger
Direktør, Teknologi & Engineering, Mogens Arndt, ENERGI E2, 44 80 64 00
Projektleder Per Hjelmsted, ENERGI E2, 44 80 65 52, mobil 24 88 38 63
Kommunikationskonsulent Morten K. Thomsen, ENERGI E2, 44 80 63 81, mobil 24 88 36 23