Topkarakterer til DONG Energy-team
DONG Energy's team var bedst på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) da en håndfuld virksomheder i sidste uge med en eksamen afsluttede næsten et halvt års arbejde med at gøre en god idé til en god forretning.
Anders Boisen, Project Development Manager, og Martin Møller, Innovation Manager - begge fra Innovationscentret - havde til opgave at kommercialisere en ny metode, som kan gøre det nemmere for DONG Energy at udnytte mere biomasse til elproduktion i fremtiden.
I modsætning til kul indeholder biomasse forskellige typer af næringssalte (f.eks. fosfater og kvælstofforbindelser) som angriber væggene i kedlen på et kraftværk. Det betyder, at mange typer af biomasse ikke umiddelbart kan anvendes i moderne kraftværker. Med en såkaldt lavtemperatur-forgasser kan man imidlertid udskille næringssaltene inden afbrændingen og dermed udnytte mange forskellige former for biomasse i fremtidens produktion af el og varme.
Flere fordele
Forgasseren har flere fordele: Man kan anvende mange forskellige typer af biomasse, den eksisterende flyveaske bliver ikke ødelagt af de agressive næringssalte og kan dermed fortsat genbruges af cement- og betonindustrien, og de agressive men også nødvendige næringssalte kan i stedet spredes på markerne som gødning.
De to stolte DONG Energy-medarbejdere i midten (Anders Boisen tv. og Martin Møller) får
overrakt 1. præmien af de programansvarlige fra DTU Business, Jakob Holst (tv.) og Peter Bruun.
Anders Boisen og Martin Møller har siden august sidste år sammen med fire andre hold deltaget på det såkaldte CEL-kursus (Certificate Entrepreneurial Leadership) et forløb med otte moduler, som skulle hjælpe dem frem mod at udvikle en egentlig forretningsplan.
"Hvert modul indeholdt forelæsninger, øvelser og afleveringsopgaver, hvor elementerne i en forretningsplan blev bygget op trin for trin. Til sidst afleverede vi en 25 siders forretningsudviklingsplan med underbyggende materiale. Ved den afsluttende eksamen i sidste uge skulle vi præsentere vores plan og blev derefter udfordret af et dommerpanel, som bestod af topfolk fra dansk erhvervsliv," fortæller Anders Boisen, som dog ikke får lang tid til at hvile på laurbærrene.
Nyt demonstrationsanlæg
DONG Energy har nemlig besluttet at opføre et demonstrationsanlæg i tilknytning til Asnæsværket. Projektet starter den 1. marts i år og får et budget på 90 mio. kroner, hvoraf Energinet.dk betaler de 35 mio.