DONG Energy Innovationscenter - lykønsker ProjectZero, der modtager fornem EU-pris
For første gang nogen sinde har et dansk projekt vundet EU-kommissionens fornemme pris for bedste bæredygtige energiløsning. Vinderen blev Sønderborgs bud på vejen frem mod et bæredygtigt og CO2-neutralt vækstområde senest i 2029 – ProjectZero.
Kåringen af Sønderborgs ProjectZero skete tirsdag aften i Theatre du Vaudeville i Bruxelles. EU´s Energikommissær, Günther H. Ottinger, overrakte den flotte pris til Aase Nyegaard, borgmester i Sønderborg Kommune, og det var en stolt og glad borgmester, der tog imod prisen på vegne af Sønderborgs ProjectZero.
Den danske klimakommissær, Connie Hedegaard, var til stede ved prisoverrækkelsen, der foregår samtidig med EU-ugen for bæredygtig energi fra den 22. til den 26. marts i Bruxelles og andre større byer over hele Europa.
Charles Nielsen, forsknings- og udviklingschef i DONG Energy, lykønsker ProjectZero med EU-prisen.
- DONG Energy har siden etableringen i 2007 aktivt støttet ProjectZero visionen for at være med til at vise vejen for og potentialet i det dynamiske energisystem. Væsentlige energibesparelser, energieffektiviseringer og omlægning af energiforsyningen til et dynamisk system baseret på vedvarende energikilder danner grundlaget for visionen. Det dynamiske energisystem danner også grundlaget for vores egen 85/15-vision, hvor vi omlægger vores energiproduktion til 85 % vedvarende energi over en årrække, siger Charles Nielsen, og fortsætter:
- ProjectZero´s masterplan, der repræsenterer den overordnede strategi for visionen, er et resultat af et solidt samarbejde mellem private og offentlige aktører. Sammen har vi, på baggrund af analysen udarbejdet virkemiddelkataloger indenfor landbrug, vedvarende energi, fremstillingsprocesser, transport og bygninger.
Masterplanen følges nu op af konkrete projekter som kommunen og kommunens virksomheder, SYD ENERGI og DONG Energy enten følger tæt eller deltager aktivt i.
De udpegede indsatsområder, der skal reducere Sønderborg-områdets CO2-udledning inden udgangen af 2015 med 25 % i forhold til baseline 2007, er:
- Varmepumper i det åbne land
- Grøn fjernvarme
- Etablering af biogas-anlæg
- Opstilling af vindmøller
- Energirigtig bygningsrenovering
- Involvering af virksomheder, kommunen, butikker, borgere etc.
- Demonstrere et dynamisk energisystem
- Demonstrere elbiler
ProjectZero visionen støttes økonomisk af Syd Energi, Bitten & Mads Clausens fond, Sønderborg Kommune, Nordea-fonden og DONG Energy.
-------------------------------------------
272 projekter fra hele Europa har kæmpet om den prestigefyldte pris. Af dem har EU-kommissionen udvalgt 26 projekter, der er nominerede i fem kategorier.
Sønderborgs ProjectZero vandt i kategorien ”Sustainable Energy Communities”. Der blev også overrakt priser til vinderne af fire andre kategorier.
I samme kategori var Middelfart Kommune nomineret med et projekt om energirenovering af offentlige bygninger. Kalundborg Industrial Symbioses og Avedøre Fjernvarme vare ligeledes nomineret i andre kategorier. Hermed er DONG Energy direkte involveret i 3 af de i alt fire danske nominerede projekter blandt de i alt 26 nominerede projekter.
Læs mere om ProjectZero på www.projectzero.dk og om EU-prisen på www.sustenergy.org
Yderligere oplysninger hos:
Charles Nielsen, forsknings- og udviklingschef, DONG Energy, på tlf. 99 55 20 93