Affalds-eventyret begynder
Tirsdag den 1. december satte DONG Energy og Amagerforbrænding REnescience teknologien i drift. REnescience er et udviklingsprojekt, der kan revolutionere anvendelsen af affald som en miljøvenlig energi- og mineralressource.
Mere end 30 journalister, partnere og DONG Energy medarbejdere lagde tirsdag vejen forbi Amagerforbrændning for at overvære idriftsættelsen af det nye affaldsforbehandlingsanlæg.
Inden DONG Energy’s Vice President i Group R&D, Knud Pedersen, trykkede på den røde knap og satte anlægget i gang, sagde Ulla Röttger, Amagerforbrændings direktør:
”Vi er rigtig stolte af, at vi i dag kan starte REnescience op. REnescience giver os helt nye muligheder for at kunne bruge dagrenovation til biomasse, transportsektoren og en helt masse andet. Det viser virkelig, hvad vi kan her i Danmark.”
En global verdensnyhed
Restprodukterne fra REnescience opdelt i fraktioner
Med REnescience får DONG Energy og partnere mulighed for at udvikle genanvendelsen af affald, så affaldet bliver en værdifuld fleksibel ressource. Group R&D’s Knud Pedersen fortæller:
Med REnescience får DONG Energy og partnere mulighed for at udvikle genanvendelsen af affald, så affaldet bliver en værdifuld fleksibel ressource. Group R&D’s Knud Pedersen fortæller:
”REnescience er et bevis på, at hvis man sætter tilstrækkelig vilde folk sammen, så sker der vilde ting! Det vi er vidne til i dag, er et teknologisk spring, og jeg ser et meget spændende udviklings perspektiv i REnescience teknologien. Med REnescience får vi en større genanvendelse af de ressourcer, vi allerede har, vi får et lagerbart brændsel til el- og varme produktion, som skal supplere vindenergien, og endelig får vi et produkt, der kan laves til biogas, biobrændsel og naturgas m.m.”
Og Knud fortsætter:
”Jeg ser i den grad REnescience i et globalt perspektiv, da hele verden har problemer med de enorme mængder affald, der genereres. Vi skal huske på, at det er de færreste steder, hvor man bruger forbrænding af affald til el- og fjernvarmeproduktion, som vi gør det her i Danmark. Derfor tror jeg, at vi skal udvikle, det vi kan og derefter give idéen videre til resten af verden.”
Startede med en kop kaffe
Bagmanden bag REnescience, Innovationcentrets Erik Ravn Schmidt var naturligvis også på pletten. Og han smilede over hele ansigtet, da han fortalte historien bag REnescience:
”Det begyndte egentlig med, at jeg på vej tilbage fra kaffemaskinen stak hovedet ind til Nanna Nørholm og Frank Iversen og spurgte - sådan lidt ud i luften - om ikke vi skulle prøve at koge noget affald, for at se hvad der skete. Derefter så jeg ikke meget til dem i en uge, men da jeg endelig mødte dem igen og spurgte hvordan det gik, svarede de, at de da var i gang med at forvandle affald. Det viste sig, at de var strøget ned i Harald Nyborg og havde købt en cementblander og en elkoger, som de så stod og puttede kantineaffald ned i – tilsatte enzymer og senere også gær – hvorefter de konstaterede, at der kom ethanol ud. Det blev starten til det affaldseventyr, vi står over for nu.”
REnescience er et udviklingsprojekt mellem DONG Energy, Haldor Topsøe, Amagerforbrænding, DTU og Københavns Universitet. Projektet er støttet med PSO midler fra Energinet.dk.