Menneskene bag Horns Rev 2
Som optakt til den officielle indvielse af Horns Rev 2 den 17. september 2009, har vi spurgt nogle enkelte af den ca. 50 personer store projektgruppe, hvordan det har været at arbejde for Horns Rev 2-projektet.
Martin Donovan, delprojektleder for SCADA og kommunikation
H vad har været det største øjeblik for dig på projektet ?
"Mit største øjeblik var, da der endeligt blev produceret strøm på den første mølle og det blev konstateret, at alle kommunikationsveje fungerede optimalt."
Jens Christian Nielsen, byggeleder
Hvad har været den største udfordring?
"Den største udfordring var og er stadig vejret; I 2008 blev projektet reddet af en usædvanlig god september vejrmæssigt set. I 2009 har projektet været ramt af en blæsende sommer, så forhåbentlig bliver mølleinstallationen reddet af en tilsvarende god september som sidste år. En anden stor udfordring har været at få de mange involverede parter til at spille sammen. På trods af store kulturforskelle i de forskellige organisationer."
Jesper Lundgren Madsen, idriftssættelsesleder
Hvad har været det største øjeblik for dig på projektet?
"Det største øjeblik var, da vi sidste efterår skulle have sat beboelsesplatformen op på den monopæl, der er beregnet til den. Det blev først i slutningen af oktober, at installationsfartøjet var færdig med at sætte fundamenter op og der blev et vejrvindue, der var stort nok til at sejle ud og sætte den på plads. Fra om aftenen den 30. oktober til om aftenen den 31. oktober forløb hele operationen uden større udfordringer og helt uden uheld. Dette på trods af, at der var flere tunge og ganske komplicerede løft, og der kun var ét forsøg til at gøre tingene rigtigt."
Bernd Okkels, delprojektleder for nettilslutning
H vad vil du betegne som dit mest kritiske øjeblik i projektet?
"Det mest kritiske øjeblik var da mine leverandører stod klar med skibe og flere hundrede mænd for at påbegynde kabelarbejdet og vi ikke kunne komme i gang, fordi fundamenterne ikke blev klar til tiden."
Allan Due Overbeck, Site og O&M Manager
Hvad har været den mest overraskende oplevelse?
"Det mest overraskende var at køre på arbejde om morgenen og se hvor godt vejret var – helt vindstille og blankt vand inde ved land ved Ho bugt. Når vi derimod kiggede på verjforholdene ude ved Horns Rev 2-parken, kunne vi ikke arbejde på grund af dårligt vejr."
Steen Eriksen, Delprojektleder for beboelsesmodulet
Hvad har været den største udfordring ved at arbejde på Horns Rev 2-projektet?
"Den største udfordring har været at få godkendelser hjem til beboelsesmodulet. Det bunder nok i, at det er første gang i verdenshistorien, at der etableres en beboelsesplatform i forbindelse med en offshore vindmøllepark."
Ulla Jensen, Projektsekretær
Hvad har for dig været den største udfordring ved at arbejde som projektsekretær for Horns Rev 2-projektet?
"Det sværeste har været at udbrede arkiveringskulturen til de øvrige medarbejdere på projektet."
Poul Rasmussen, Ekstern Konsulent fra Niras (har siden juni 2007 været ansvarlig for kontraktforhold på Horns Rev 2)
Hvad har været det mest positive ved at arbejde på Horns Rev 2-projektet?
"Det mest positive har været, at DONG Energy-medarbejdere og eksterne konsulenter – fra projektledelsens side - har fået råderum til at arbejde så ligeværdigt, at det helt naturligt har bidraget til en fælles ejerskabsfølelse omkring Horns Rev 2."
Lars Bie Jensen, Myndighedskoordinator
Hvad har været det mest spændende ved at arbejde på projektet?
"Det mest spændende har været at komme ombord på installationsskibene og føre tilsyn med, at arbejdet blev udført miljømæssigt korrekt. At få lov til at komme væk fra skrivebordet og se hvordan tingene fungerer i virkeligheden er dog ikke kun spændende - det gør også, at man bliver bedre til sit arbejde bag skrivebordet. Når man har set tingene i virkeligheden, er det meget lettere at forholde sig til og forklare, bl.a. myndigheder, hvordan arbejdet foregår og hænger sammen."
Søren Jensen, Sikkerhedsansvarlig (QHSE)
Hvad har overrasket dig mest ved at arbejde på Horns Rev 2-projektet?
"På Horns Rev 2-projektet var det slående, hvilken enorm gavnlig effekt det har, når hele projektet (ledelse og projektdeltagere) tager ansvar for en sikker arbejdsplads frem for, at sikkerhed alene er noget QHSE folkene tager sig af."
Projektleder Henrik Mørup Lehmann
"DONG Energy har i løbet af 2008 og 2009 gennemført byggeriet af Horns Rev 2 baseret på en multikontraktstrategi med adskillige leverandører. Derfor har én af de største udfordringer selvsagt været at få koordineret alle led i projektforløbet."
Projektfolkene er en blandet skare – med mange ingeniører og teknikere - fra DONG Energy's kontor på Teglholmen ved København, hovedkontoret i Skærbæk, de to byggepladser ved kajen i Esbjerg samt til havs på Horns Rev. Ud over medarbejdere fra DONG Energy har der været tilknyttet en række eksterne konsulenter, der for de flestes vedkommende har fungeret som fuldtidsansatte under projektforløbet.
Hvad har for dig været det mest kritiske i projektforløbet?
"Det mest kritiske øjeblik var færdiggørelse af fundamenter i 2008. Men på trods af 64 dages forsinkelse af installationsfartøjet og dårligt vejr lykkedes det alligevel at afslutte fundamentsarbejdet i 2008, så vi var klar til at stille møller op i 2009."
Hvad har været højdepunktet i projektforløbet?
"For mig var højdepunktet min deltagelse i et sikkerhedskursus i Nordsøen en solskinsrig forsommerdag."
Hvad synes du har været det mest spændende?
"Om det ville lykkes os at blive færdig til tiden, men det ser heldigvis sådan ud!"
Hvad har været den største udfordring?
" At forbedre sikkerhedskulturen - det omfatter alle, der arbejder på projektet. Tæt på 200 personer deltog i det ekstra program "Safety Awareness Training", fordi sikkerheden skal sidde på rygraden."
Hvad har været det sværeste?
"Den meget komprimerede tidsplan."
Hvad har overrasket dig mest?
"At vejret blev den største modspiller. Selvom det har været dejligt sommervejr i resten af Danmark, har vi haft rigtig mange dage, hvor det har været umuligt at arbejde ude på Horns Rev på grund af blæst og store bølger."
Hvad har været det sjoveste ved at arbejde for projektet?
"Helt klart den gode stemning i frokoststuen."
Og det bedste?
"Det bedste har været at omgås alle de dygtige og dejlige mennesker, der har skabt projektet."