De geotermiske brønde i Sønderborg er nu færdige
I begyndelsen af sidste uge blev boreriggen og hovedparten af alt det øvrige udstyr på borepladsen i Sønderborg skilt ad og kørt væk. Onsdag lige før middag kørte den sidste af de knap 60 lastbiler retur til Holland, hvor boreriggen skal i gang med boringen af to geotermiske brønde i Haag.
Torsdag morgen begyndte vi at gøre klar til den sidste operation på de geotermiske brønde i denne omgang. Måleudstyr blev sænket ned i de to brønde, og en elektrisk dykpumpe blev sænket ned i Sønderborg-2. Hen over weekenden har vi pumpet 2 gange 12 timer efterfulgt af 12 timer uden pumpning, og ved at måle på trykket i de to brønde har vi kunnet konstatere, at der gennem reservoiret er god forbindelse mellem de to brønde. Det betyder, at vi kan skabe et kredsløb, hvor vandet pumpes op fra den ene brønd, varmen tages ud og overføres til fjernvarmenettet, inden vandet i den anden brønd pumpes ned i undergrunden igen og gennem reservoiret strømmer tilbage mod den første brønd. Vandet strømmer ganske langsomt mellem de to brønde, og dermed bliver vandet undervejs varmet op igen.
”I og med, at aktiviteterne på borepladsen nu er slut for denne gang, vil jeg gerne benytte lejligheden til på vegne af hele holdet at sige tak til alle i lokalområdet for den interesse og opbakning, som vi har mødt undervejs. Netop på grund af den store positive interesse for projektet er vi ekstra glade for, at vi – på trods af visse udfordringer med undergrunden undervejs – kan se frem til inden for et par år at påbegynde indvindingen af geotermisk energi til glæde og gavn for fjernvarmekunderne i Sønderborg,” siger projektleder Søren Berg Lorenzen.
Med resultaterne fra pumpetesten kan projekteringen og etableringen af overfladeanlæggene nu påbegyndes. Så hen imod slutningen af dette år eller først i det nye vil der igen blive aktivitet på pladsen i Spang.
Borepladsen er nu stort set tom – bortset fra en mobilkran, som assisterer med håndtering af testpumpen