Teknologi
I de fleste områder, som f.eks. i Danmark, kan den geotermiske energi ikke indvindes i form af damp og dermed anvendes til produktion af el. Her kan undergrundens varme vand hovedsagelig udnyttes til opvarmning via fjernvarme. Til gengæld findes der mange steder, hvor denne varme kan produceres. Produktionen foregår normalt ved, at det geotermiske vand produceres via én boring, afkøles i et overfladeanlæg og tilbagepumpes i undergrunden gennem en anden boring.
I overfladeanlægget trækkes varmen ud af det geotermiske vand ved hjælp af varmevekslere og varmepumper. Det geotermiske vand, som ofte er stærkt saltholdigt, blandes således ikke med vandet i fjernvarmenettet.
Det geotermiske anlæg lægges så vidt muligt sammen med et andet produktionsanlæg som f.eks. et affaldsforbrændingsanlæg eller et kraftvarmeværk, som kan levere drivvarme til absorptionsvarme-pumperne i det geotermiske anlæg. Absorptionsvarmepumper drives af varme eller damp i stedet for el, hvilket både kan give en lavere pris på varmen såvel som store miljøfordele.
Det geotermiske principAndre anvendelsesmulighederUd over elproduktion og produktion af fjernvarme kan geotermisk energi også anvendes til en række andre formål:
- Opvarmning af drivhuse
- Badeanlæg til rekreation og velvære
- Opvarmning af bassiner til fiskeproduktion
- Tørreprocesser
- Fjernkøling
- Afsaltning af havvand
Sådanne anlæg findes flere steder i udlandet; men endnu ikke i Danmark.